partityper

Politiske partier i den moderne betydning er et relativt nyt fænomen. De omtales af 1700-t.'s politiske filosoffer, og ofte negativt, da de blev anset for at splitte og forhindre gennemførelsen af helhedens, statens eller nationens interesser.

I 1800-t. tog partidannelserne for alvor fart. Historisk har partierne antaget forskellige former. I 1800-t. dominerede cadrepartiet, også benævnt elitepartiet. Denne partitype var karakteriseret ved en løs, decentral og uformel organisation, hvis basiselement var en valgkomité, som alene havde til formål at få valgt repræsentanter til parlamentet.

Med valgrettens gradvise udvidelse og dannelsen af socialistiske partier opstod i årtierne omkring århundredskiftet massepartiet. Det var karakteriseret ved at have et formelt medlemskab, medlemskontingent, en permanent organisation med vælgerforeningen som basiselement og partiloven med nedskrevet kompetencefordeling mellem organisationens enkelte led.

Medlemsrekruttering var vigtig, da partiets økonomiske, organisatoriske og politiske styrke var stærkt afhængig af medlemskredsens størrelse. Massepartiet var også karakteriseret ved, at det på basis af en distinkt ideologisk profil søgte at fremme den politiske mobilisering i relativt homogene og velafgrænsede sociale grupper.

Disse grupper opløstes gradvis efter 2. Verdenskrig, og partiernes forsøg på at tilpasse sig de efterhånden stærkt ændrede socioøkonomiske omgivelser førte til, at der i begyndelsen af 1960'erne kunne identificeres en ny partitype, catch all-partiet.

Denne partitypes væsentligste karakteristika var, at den appellerede til hele vælgerkorpset og ikke kun til bestemte afgrænsede vælgergrupper, at den kraftigt nedprioriterede betydningen af at have en klar og entydig ideologisk profil, at den styrkede ledelsens indflydelse i og kontrol over partiet, at den reducerede medlemmernes betydning og indflydelse i partiet, og at den lagde vægt på at have gode kontakter til ikke kun én, men flere interesseorganisationer. Det var vigtigere at have mange vælgere end at have mange medlemmer.

Den negative udvikling, der siden 1960'erne har kunnet konstateres i partiernes medlemstal, har forstærket bevægelsen fra medlems- til vælgerorientering, fra medlems- til statsfinansiering, fra arbejds- til kapitalintensive valgkampagner, fra medlemmernes frivillige engagement til partiansattes professionelle management, fra partiernes forankring i civilsamfundet til en forankring i staten og fra en skarp konkurrence om magtpositionerne til en mere moderat konkurrence med cirkulation af regeringsmagten mellem næsten alle partier. Disse karakteristika har dannet basis for identifikationen af den nyeste partitype, kartelpartiet.

Disse forskellige partityper findes dog ikke i ren form, og de faktisk eksisterende partier har haft og har fortsat træk fra flere typer. I Danmark har massepartitypen været dominerende siden 1920'erne; det reneste eksempel herpå har været Socialdemokratiet.

Siden 1960'erne har denne type imidlertid været under forandring, bl.a. er antallet af partimedlemmer faldet fra ca. 600.000 i 1960 til ca. 200.000 i 2006. Det har ført til debat om partiernes krise. Denne debat har også fået næring af påstanden om, at partierne har mistet indflydelse i forhold til de andre aktører i det politiske system.

Det er dog stadig partierne, der kontrollerer kandidatopstillingen til Folketinget, det er dem, der formelt vedtager lovgivningen, og det er dem, der danner regering og kontrollerer centraladministrationen. Det er således ikke partierne som partier, der er i krise, men en bestemt partitype, massepartiet.

Men partiernes forankring i civilsamfundet er blevet løsnet, rodnettet svækket, mens deres forankring i og afhængighed af staten er blevet styrket. Udviklingen har således vist, at partierne kan antage mange former, og at de stadig forandres som følge af både interne og eksterne forhold.

Se også partisystem, politik, politiker.

Læs mere om partier generelt.