parodontitis

Årsagen er ansamling af mikroorganismer, især bakterier, i belægninger (plak) på tandoverfladen tæt på tandkødsranden. Hvis belægningerne ikke fjernes, fx ved tandbørstning, vil de brede sig ind mellem tandkød og tand, hvorved der dannes en fordybet tandkødslomme (poche). Sammensætningen af belægningerne ændrer sig dermed, idet mere sygdomsfremkaldende bakteriearter bliver fremherskende. Samtidig kan der dannes tandsten med en porøs overflade, hvorpå bakterier trives.

Organismens første reaktion på bakteriebelægninger ved tandkødsranden er tandkødsbetændelse (gingivitis). Parodontitis er en videreudvikling af tandkødsbetændelse med nedbrydning af kæbeknoglen omkring tænderne og de bindevævsfibre (rodhinden), hvormed tanden fastholdes til den omgivende kæbeknogle; tandkødsbetændelse udvikler sig dog ikke altid til parodontitis.

Tidspunktet og stedet for denne videreudvikling er vanskelig at forudsige. Indtil videre kan parodontitis således først konstateres, når tandkødslommerne er blevet fordybede, eller når et røntgenbillede viser tab af knogle omkring tænderne. Hvis tandkødslommerne bliver mere end 3-5 mm dybe, kan tandbørstning sædvanligvis ikke forhindre betændelse i tandkødet. Hvis sygdommen herefter udvikler sig uden indgriben, kan tabet af tændernes støttevæv resultere i, at tænderne løsnes og til sidst mistes.

Tandkødsbetændelse viser sig ved hævelse og rødme af tandkødet, men som regel er der ikke smerte. Hos mange patienter viser tandkødsbetændelse sig tillige ved blødning under tandbørstning. Blødning ved tandbørstning er dog ikke et sikkert tegn på parodontitis, ligesom manglende blødning ikke er et sikkert tegn på, at der ikke er parodontitis.

Parodontitis udvikler sig ofte vidt forskelligt på forskellige steder i tandsættet, hvilket bl.a. skyldes uens muligheder for bakterieansamling. Således forøger furer i tandrødderne ligesom fyldninger (plomber) og kroner disse muligheder. Jo større dele af støttevævet, der går tabt, jo vanskeligere er sygdommen at standse. Det gælder især for kindtænderne, hvor parodontitis hurtigt kan medføre tab af så meget støttevæv, at tandkødslommerne får forbindelse til området mellem tændernes rødder. Derved vanskeliggøres renholdelsen betydeligt.

Ofte resulterer parodontitis i, at tandkødet trækker sig tilbage, hvorved dele af tandrødderne bliver synlige. Dette kan ofte give indtryk af, at tænderne er blevet længere.

Undersøgelser af mikrofloraen i tandkødslommer med parodontitis har vist en anden sammensætning end af mikrofloraen i tandkødslommer uden parodontitis. Ligeledes er det vist, at der er forskelle på de sygdomsfremkaldende egenskaber hos de forskellige bakterier, som forekommer i belægninger på tænderne. De bakterier, der formentlig især spiller en rolle ved udviklingen af parodontitis, er gramnegative, anaerobe stave samt spirokæter. Det er imidlertid også vist, at der er stor variation i mikrofloraens sammensætning på forskellige steder i tandkødslommerne hos den samme patient og hos forskellige patienter med samme parodontitisform. Bakterier, der hyppigt findes i områder med parodontitis, kan også findes i områder uden tegn på sygdommen.

Det er dermed ikke helt klart, hvilken rolle den enkelte mikroorganisme alene eller sammen med andre mikroorganismer spiller for sygdomsudviklingen. Nogle patienter tolererer store ansamlinger af bakteriebelægninger, uden at der udvikles parodontitis, mens andre patienter på trods af grundig mundhygiejne udvikler tab af støttevæv.

Betændelsesprocessen, der opstår som reaktion på mikroorganismerne, er imidlertid afgørende for sygdomsudviklingen, og individuelle forskelle i denne reaktion kan tænkes helt eller delvist at forklare den forskellige tilbøjelighed til at blive ramt af parodontitis. Rygning, høj alder og sukkersyge (diabetes mellitus) øger risikoen for sygdommen.

En særlig interesse knytter sig til de betændelsesreaktioner, der hos nogle patienter kan medføre voldsom vævsødelæggelse. Arvelige forskelle på de involverede cellers reaktioner på bakteriepåvirkningen kan vise sig at have stor betydning som forklaring på forskelle i tilbøjeligheden til at få parodontitis.

De almindeligste former for parodontitis inddeles i to alvorlige sygdomskategorier med hurtigt tab af støttevæv, som det kan være vanskeligt at behandle, og en mindre alvorlig kategori, som sjældnere volder behandlingsmæssige problemer.

Ungdomsparodontitis (juvenil marginal parodontitis) viser hurtigt forløbende tab af rodhinde og knogle, sædvanligvis omkring enkelte tænder (6-års-tænder og fortænder) med debut i pubertetsalderen.

Hurtigt fremadskridende voksenparodontitis (adult hurtigt progredierende marginal parodontitis) viser sig ved et hurtigt tab af rodhinde og knogle omkring tilfældige tænder med debut i den yngre voksenalder.

Langsomt fremadskridende voksenparodontitis (adult langsomt progredierende marginal parodontitis) er langt den hyppigste og viser sig ved et langsomt udviklende tab af rodhinde og knogle omkring tænderne med debut i voksenalderen.

Akut nekrotiserende parodontitis er en sjælden, men alvorlig parodontitisform, som ofte medfører stærke smerter. Ved denne sygdomsform ses sårdannelse og hurtigt henfald af tændernes støttevæv pga. vævsdød (nekrose). Denne type parodontitis er ofte knyttet til nedsat immunforsvar, dårlig mundhygiejne, rygning, stress og uregelmæssig levevis.

5-10 procent af den danske befolkning lider af de alvorlige former for parodontitis med hurtig destruktion; heraf optræder ungdomsparodontitis hos ca. 0,1 procent af befolkningen. Mere end halvdelen af befolkningen over 45 år har behandlingskrævende parodontitis.

Behandlingen af parodontitis består i forebyggelse af sygdomsudvikling og standsning af fortsat nedbrydning ved fjernelse af bakteriebelægninger på tandoverfladerne. Hvis tandkødslommerne er dybe, kan det være vanskeligt at opnå betændelsesfrie forhold ved almindelig tandrensning. Det er i sådanne tilfælde nødvendigt at foretage tandrensning efter en kirurgisk frilægning af rødder og knogle. Det kan dog også være påkrævet at reducere dybden af tandkødslommerne ved bortskæring af en del af tandkødet. Ved de alvorlige sygdomskategorier, hvor patienterne reagerer på selv meget små mængder af bakterier, kan det være nødvendigt at supplere behandlingen med antibiotika i tabletform.

Undersøgelser tyder på, at tab af moderate mængder af tændernes støttevæv pga. manglende sygdomskontrol under visse omstændigheder kan kompenseres, hvorved tandtab og dårlig funktion pga. tandløsning muligvis kan forhindres. En af behandlingsmetoderne består i at anbringe en membran mellem rodoverflade og tandkød efter kirurgisk frilægning af tandrødder og knogle. Herved tilstræbes det at sikre adgang for de celler, der kan gendanne tabt rodhinde og knogle, mens andre celler holdes borte fra rodoverfladen. En anden metode bygger på at stimulere de celler, der kan danne ny rodhinde. De foreliggende metoders resultater er dog utilstrækkeligt belyst. Yderligere udforskning af de biologiske processer, der er afgørende for genopbygning af tabt rodhinde og knogle, er således påkrævet.

• mundsygdomme
• tandkødsbetændelse
• tandpleje