Parasol, solskærm, paraply mod solen, lavet af lyst lakeret papir, voksdug eller silke. Parasollen stammer fra Orienten og var oprindelig forbeholdt fyrstelige som symbol på ære og magt. I Europa introduceredes den af grækerne. Den brugtes ikke i middelalderen, men dukkede op i Italien i anden halvdel af 1500-t. som værdighedstegn hos paver og præster, båret af tjenere.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet parasol kommer via fransk af italiensk parasole, afledn. af parare 'beskytte mod, afværge' og sole 'sol'.
Ca. 1700 opfandtes den sammenklappelige parasol, og fra anden halvdel af 1700-t., da det ansås for vulgært at være solbrændt, var parasoller et vigtigt tilbehør til kvinders udendørs modedragt. Da kvindehattene blev meget store i 1820'erne-1830'erne, bar man parasollen sammenfoldet.
Store parasoller af kraftige materialer og med fast fod bruges i haver, på fortovscaféer mv.
Se også paraply.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.