Parakrine celler, celler, der producerer og udskiller kemiske stoffer som fx hormoner, der hurtigt optages af andre celler eller hurtigt nedbrydes eller immobiliseres, således at stofferne kun påvirker celler tæt på de parakrine celler (ofte nogle få mm). I modsætning hertil spredes hormoner fra endokrine organer og celler via blodbanen til store dele af legemet (se også endokrinologi). Dog spiller parakrin sekretion en rolle i visse endokrine organer, fx i bugspytkirtlens langerhanske øer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet parakrin kommer af para- og græsk krinein 'udskille'.

Parakrine celler findes bl.a. i epithelcellelaget i luftvejenes og tarmkanalens slimhinder, i bugspytkirtlens udførselsgang og i galdevejene. Deres hormoner påvirker fx nærtliggende cellers sekretion eller bevægelser i samarbejde med nervesystemet; lokale kontraktioner af glat muskulatur udløses således via parakrin sekretion af noradrenalin fra nervetråde. Parakrin påvirkning af nerveceller ses også i centralnervesystemet i synapser (se nervecelle). Parakrin sekretion af histamin fra mastceller i bindevæv fører til lokal utæthed af kapillærer og heraf følgende udsivning af blodplasma og celler. Det ses eksempelvis ved vævsskade og immunologiske reaktioner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig