papyrologi

Papyrologi, (af papyrus og -logi), studiet af alt, hvad der blev skrevet på papyrus. Papyrus anvendtes som skrivemateriale i Egypten og i hele den græsk-romerske verden. Nu om dage anvendes betegnelsen mest om studiet af græske og latinske papyrus fra Egypten, idet papyrus fra andre dele af den antikke verden er gået til grunde, mens de er bevaret i Egyptens tørre klima. Der er dog også bevaret beskrevne papyrus fra Herculaneum i Italien og nogle fra Syrien og Israel. Papyrologi omfatter også studiet af ostraka (beskrevne potteskår eller kalkstensflager), trætavler, beskrevne linnedstrimler (fra mumier) og i det hele taget alt skriftligt overleveret på forgængeligt materiale, mens indskrifter på sten og metal normalt behandles under epigrafik. Papyrustekster er ofte forholdsvis ødelagte og skrevet med en vanskelig håndskrift (kursivskrift), der kræver speciel træning for at kunne tydes. Papyrologi opdeles ofte i litterær papyrologi, der beskæftiger sig med klassiske græske og latinske forfattere overleveret på papyrus, og dokumentarisk papyrologi, der beskæftiger sig med alle dokumenter, breve, kontrakter, regnskaber, selvangivelser o.l. fra det græsk-romerske Egypten. Til forskel fra andre skriftlige kilder fra antikken giver papyrus ofte et indblik i almindelige menneskers dagligdag, men de illustrerer også periodens retshistorie, administration og kronologi.

Den første papyrusudgave blev udarbejdet af danskeren Niels Iversen Schow i 1789, men først i 1890'erne antog papyrologi sin nuværende form. Der er til dato udgivet over 40.000 græske og latinske papyrus, men der er lige så mange, der venter på udgivelse i museer og biblioteker, og der kommer stadig nye til fra udgravninger i Egypten.