Pansrede mandskabsvogne, PMV, terrængående, let pansrede køretøjer, der fortrinsvis anvendes til gruppevis transport af infanterister (ca. ti mand) frem til indsættelsesområdet. Pansringen yder beskyttelse mod ild fra håndskydevåben og sprængstykker. Moderne PMVer kan være såvel bælte- som hjuldrevne, sidstnævnte ofte med tre eller fire aksler og med træk på alle hjul. Dette giver en god mobilitet, der gør det muligt for infanteriet at følge kampvogne og andre kampkøretøjer under fremrykning i vanskeligt terræn. PMVens bevæbning er oftest et maskingevær eller en -kanon, der fortrinsvis anvendes som støttevåben.

PMVen anvendes tillige som ambulance-, kommando- og observationskøretøj, ligesom den kan udrustes med morterer og panserværnsvåben. Endelig kan den udrustes med stabiliserede våbensystemer, computerstyrede sigtemidler samt forbedret pansring og betegnes da infanterikampkøretøj.

Danmark har siden 2019 anvendt en PMV betegnet Piranha 5, som er produceret af den schweiziske virksomhed Mowag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig