Panserulke

Portræt af en almindelig panserulk (Agonus cataphractus) på ca. 10 m's dybde i Ebeltoft Vig. På undersiden af hovedet ses de mange skægtråde, som panserulken formentlig bruger til at finde bytte som krebsdyr, muslinger, snegle og børsteorme.

Panserulke
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Panserulke er en familie af langstrakte, bundlevende pigfinnefisk. De mangler skæl, og kroppen er i stedet pansret med rækker af benplader. Der kendes 24 slægter med 54 arter, som er udbredt i Arktis, Nordatlanten og det nordlige Stillehav samt omkring det sydlige Sydamerika. De største arter bliver op til ca. 30 cm lange.

Faktaboks

Også kendt som

Agonidae

Den eneste repræsentant for panserulkene i Danmark er almindelig panserulk (Agonus cataphractus). Panserulken kendes let på de kølede benplader, der giver kroppen et kantet udseende, samt de mange små skægtråde på undersiden af det flade hoved. Kun i sjældne tilfælde bliver panserulken mere end ca. 20 cm lang.

Panserulken findes i alle danske farvande, hvor den lever på sandbund, lerbund, mudderbund og grusbund fra lavt vand og ud til 80-100 m's dybde. Hunnerne lægger op til ca. 2.700 gullige til orange æg i bønne- eller nøddestore klumper, der fasthæftes til sten eller lægges mellem hæfterødderne på brunalger. Modsat ulkene lader panserulkene ikke til at have nogen form for yngelpleje.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig