panser

Panser, overfladebeskyttelse mod våbenvirkning. Panser er gennem tiderne blevet løbende udviklet som reaktion på stadig mere effektive våben (se krig).

I oldtid og middelalder brugtes læder- og metalplader til personlig beskyttelse, til dækning af heste samt på udsatte steder på krigsskibe og landanlæg. Fuldstændig personlig beskyttelse søgtes opnået med rustningen, men efter krudtets fremkomst krævede effektiv beskyttelse så tyk pansring, at soldater og heste ikke kunne bære den, hvorfor den generelt blev afskaffet.

Fra midten af 1800-t. pansredes større krigsskibes sider, dæk og vitale udrustning først med støbejern, siden med stål. Indtil ca. 1880 gav en sådan pansring i tykkelser på ca. 300 mm god beskyttelse mod datidens artilleri. Skytsets fortsatte udvikling samt kravet om vægt- og dimensionsbegrænsning krævede bedre pansermaterialer, hvilket førte til udvikling af sandwichkonstruktioner og nye legeringer. Til søs er betydningen af svær pansring aftaget siden 2. Verdenskrig, og brugen er nu stort set ophørt.

Til lands genindførtes pansring indledningsvis på basis af maritime erfaringer ved indsættelsen af kampvogne og andre pansrede køretøjer under 1. Verdenskrig. Fremkomsten af våben, der udnytter bevægelsesenergien i et ikke-sprængbart projektil eller sprængstrålen fra en hulladningsgranat, har ført til udviklingen af nye pansertyper, baseret på sandwichkonstruktioner med panserplader adskilt af gummi, keramiske kakler og nye legeringer, der kan monteres på kampvogne mv. Udviklingen går nu i retning af reaktivt panser med indlagte sprængladninger, der udløses ved træfning og derved mindsker indkomne projektilers virkning, samt aktivt panser, der ved at udskyde en sprængladning søger at ødelægge projektilet, inden det rammer køretøjet.

I fly er der også behov for beskyttelse, men vægt- og pladsmæssige begrænsninger har udelukket omfattende anvendelse af panser. Besætning og vitale komponenter søges dækket ved let pansring, ofte med ovennævnte moderne materialer.