panislamisme

Panislamisme, (1. led pan-, se pan(to)-), politisk ideologi, der argumenterer for et økonomisk, politisk og kulturelt samarbejde mellem verdens muslimske stater for at sikre, at den islamiske verden får indflydelse i det internationale samarbejde. Panislamismen blev udviklet i slutningen af 1800-t. af bl.a. Jamal al-Din al-Afghani. For ham og andre intellektuelle udgjorde den vestlige verdens ekspansion en trussel mod den islamiske verden, og for at mobilisere et fælles forsvar opfordrede al-Afghani de muslimske områder til at stå sammen for at modvirke presset fra Europa.

Faktaboks

etymologi:
I ordet panislamisme er 1. led pan-, se pan(to)-

Gennem 1900-t. blev der gjort talrige forsøg på at sikre et effektivt samarbejde mellem verdens muslimske lande. I 1971 dannedes Den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC, der tæller 57 muslimske stater (2015) og har hovedsæde i Jedda. Politisk har organisationen været lammet af voldsomme ideologiske uoverensstemmelser mellem medlemslande, der ofte repræsenterer meget forskellige tolkninger af islam. Derfor har heller ikke det økonomiske samarbejde været så omfattende, som det oprindelig var planlagt. På det kulturelle område er der derimod gennem OIC sikret et vidt forgrenet samarbejde.

Se også Den Arabiske Liga.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig