Panindianisme, (1. led pan-, se pan(to)-), det forhold, at indianske folk indgår i en fællesindiansk bevægelse eller besidder en følelse af særligt fællesskab på tværs af de enkelte gruppers etniske og kulturelle egenart. Gennem religiøse og politiske alliancer og bevægelser, der overskrider traditionelle tilhørsforhold, udvikles en indiansk selvfølelse. Åndedansen blandt de amerikanske indianere mod slutningen af 1800-t., peyote-kulten samt Red Power-bevægelsen og herunder American Indian Movement (AIM) er eksempler på sådanne fællesskaber eller bevægelser. De kan styrke indianerne over for ikke-indianske samfund, men indebærer samtidig en mulighed for en mere effektiv ikke-indiansk dominans, bl.a. gennem statslig lovgivning og initiativer, som skal fremme indianernes tilpasning til det dominerende samfund.