Panbiogeografi, forskningsgren inden for biogeografien, hvor man forsøger at forklare nutidens organismers udbredelsesmønstre gennem en samlet analyse baseret på evolutionære hændelser (fx hurtige artsdannelser på øgrupper) og geologiske processer. Panbiogeografien søger bl.a. at vise, at geografiske forhold kan sige meget om fortidige evolutionære hændelser, og at geologiske processer som fx pladetektonik og vulkanudbrud spiller en væsentlig rolle for nutidige udbredelsesmønstre. Teorien blev fremsat af den selvlærte italienske biogeograf Léon Croizat og blev bl.a. udviklet med et særligt geografisk analyseapparat, som i dag kun benyttes af få forskere, mens selve grundantagelsen, at forhistorien, både geologisk og evolutionært, er væsentlig for biogeografiske analyser, i dag spiller en væsentlig rolle. Se også pattedyr.