panamerikanisme

Bevægelsen fortsatte i forskellige panamerikanske konferencer med repræsentanter for alle amerikanske lande; første gang afholdt 1889-90 i Washington. Den første konference blev indkaldt af USA ud fra det synspunkt, at landene havde fælles kontinentale interesser, hvilket blev udtrykt i panamerikanismens doktrin. Der blev afholdt tre konferencer før 1. Verdenskrig; i 1910 oprettedes Panamerican Union. Mellem 1. og 2. Verdenskrig afholdtes fire konferencer, hvor økonomi og forsvarssamarbejde blev drøftet. På konferencen i 1923 blev en fredstraktat underskrevet. Dens mål var at forhindre væbnede konflikter mellem kontinentets stater; på konferencen i Lima i 1938 underskrev alle landene Limadeklarationen, der bekræfter en gensidig støtte i tilfælde af udenlandsk intervention på kontinentet. Denne holdning blev igen nedfældet i Riotraktaten på konferencen i Rio de Janeiro i 1947, hvor et koordineret forsvarssystem blev skitseret.

Den niende panamerikanske konference, der var den sidste under denne betegnelse, blev afholdt i Bogotá i 1948. Her besluttede man at oprette en ny organisatorisk ramme for det interamerikanske system under navnet The Organization of American States (OAS). I sammenhæng med den kolde krig vedtog konferencen en deklaration om bevarelse og forsvar af demokrati i Amerika, hvor den internationale kommunisme og andre totalitære systemer på det kraftigste blev fordømt samt defineret som uforenelige med de interamerikanske demokratiske principper.