Palæografi, (af palæo- og -grafi), videnskab om gammel skrift. Betegnelsen blev første gang anvendt af Bernard de Montfaucon (1655-1741) i værket Palæographia græca (1708). De europæiske lærde havde tidligere nok været opmærksomme på, at skriften havde en historisk udvikling, og navnlig renæssancehumanisterne kunne til en vis grad skønne rigtigt over skrifters relative alder, men palæografien er som kritisk disciplin først udviklet af Jean Mabillon og offentliggjort i De re diplomatica libri VI (1681). Det helhedsbillede, han opstillede af skriftens historie, viste sig dog fejlagtigt og er forladt af forskningen. Mabillons banebrydende indsats bestod i at systematisere studiet af skriftens historiske udvikling og beskrivelsen af de skriftformer, der var i brug på et givet tidspunkt.

Denne metode viste sig velegnet til studiet af andre skriftsystemer end det latinske. Først fulgte græsk palæografi, og siden er de fleste andre skriftsystemer blevet studeret. Det er dog ikke alle disse discipliner, som anvender betegnelsen palæografi, der mest konsekvent anvendes om studiet af den latinske og den græske skrift. Tidligt skilte studiet af græske og latinske indskrifter sig ud og betegnes oftest hhv. græsk og latinsk epigrafik. Også andre specialdiscipliner er udskilt; således betegnes fx studiet af runeindskrifter runologi. Palæografien og epigrafikken behandler begge skriftens historie, og grænsen mellem dem er svær at drage. I praksis er det materialerne, på hvilke skriften findes, som er afgørende for, om det er den ene eller den anden disciplin, den henregnes under: Palæografien behandler skrift på papyrus (se også papyrologi), pergament, papir, skind, læder, bark osv., mens epigrafikken behandler indskrifter på sten, metaller, træ osv. Begge discipliners udøvere er dog nødt til at have kendskab til den anden disciplins resultater.

Næst efter Mabillons indsats har fotografiets opfindelse haft den største betydning for palæografiens udvikling. Nok havde man allerede inden da haft faksimileudgaver, som oftest kobberstukne, men kvaliteten var i længden ikke god nok til at tilfredsstille forskningens krav trods en ofte ærefrygtindgydende omhu i aftegningen og graveringen, ligesom den lange produktionstid i sig selv kom til at stå i vejen for udgivelsen af større samlinger af skriftprøver. Fotografiets udvikling gjorde det muligt at overskue og sammenligne materialet på en måde, som hidtil kun havde været mulig ved de allerstørste samlinger af håndskrifter og selv her kun delvis.

Palæografiens opgave er dels at muliggøre en korrekt læsning, datering og lokalisering af en given tekst, dels at redegøre for skriftens udvikling i bredeste forstand. Nogle palæografer regner også fremstillingen af boghåndskrifter som fysiske genstande med til palæografiens område, andre regner det for en særskilt disciplin, codicologi. Se også håndskrift.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig