Palmesøndag er søndagen før påske, der indleder den stille uge i kirkeåret.

Søndagen har sit navn fra beretningen om Jesu indtog i Jerusalem (Johannesevangeliet 12,12-19 og parallelsteder). Jesus kom ridende på et æsel, og folk tog palmegrene og gik ham i møde for at hylde ham som en konge. I oldkirken blev dagen fejret med en palmeprocession fra Oliebjerget ind i Jerusalem.

Især i katolske lande er det almindeligt at fejre dagen med processioner med en figur af Jesus på æslet, og hvor man bærer grønne kviste, som forinden er blevet velsignet og stænket med vievand. Det er ikke nødvendigvis palmekviste; ofte er de af buksbom. Grenene opbevares gerne til næste år, hvor de brændes, og hvor man anvender asken til at tegne et kors med i panden på askeonsdag.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig