Palæomagnetisme er en geofysisk disciplin, der ved magnetisk undersøgelse af geologiske og arkæologiske materialer skaffer oplysninger om Jordens magnetfelt i fortiden og bruger disse i forbindelse med geologiske opgaver, især palæogeografiske rekonstruktioner (se palæogeografi) og datering.

Næsten alle bjergarter indeholder jernoxider, der bliver magnetiske, når de under dannelsen, fx ved afkøling (lava) eller ved partiklernes aflejring (sediment), påvirkes af det lokale jordmagnetfelt. Den blivende (remanente) magnetisering bevarer sin retning og kan i nutiden afsløre, hvis bjergarten og dermed lithosfærepladen blev dannet et andet sted på klodens overflade, fordi Jordens magnetfelt med god tilnærmelse er et dipolfelt, hvis dipolakse er parallel med Jordens rotationsakse. Den gamle geografiske bredde b, palæobredden, for en lokalitet kan beregnes af flg. formel, der gælder for en dipol: tan b =1/2∙tan I, hvor I er den palæomagnetiske inklination. Drejning af et kontinent om en lodret akse kan direkte aflæses af den palæomagnetiske deklination (se magnetisk misvisning).

Magnetfeltet har skiftet fortegn mange gange i Jordens historie, og skiftene kan dateres ved radiometrisk datering. Disse polskift sker næsten samtidig over hele kloden. Magnetisk kortlægning på oceanerne efter 2. Verdenskrig afslørede systematiske striber i magnetfeltet (se Jorden, magnetfelt). I 1963 blev det foreslået, at disse striber skyldes vekslende normal og revers magnetisering af nydannet oceanbundsskorpe pga. polskift. Dermed skabtes et meget stærkt dateringsmiddel for de ca. 70% af Jordens overflade, der er dannet ud fra de oceaniske spredningszoner gennem de sidste ca. 180 mio. år, ligesom lithosfærepladernes og dermed kontinenternes tidligere konfigurationer nu kan rekonstrueres minutiøst for dette tidsrum. For endnu ældre rekonstruktioner benytter man normalt mindre nøjagtigt bestemte palæomagnetiske polkurver. Se også pladetektonik og magnetosfæren.

I sedimenter kan magnetiske mineraler af jernoxider bevare deres magnetiske orientering, når de indlejres. Dette udnyttes ved palæomagnetisk datering, der er en metode til vha. magnetiske mineralers magnetiseringsretning at bestemme geologiske lags eller lagseriers alder (korrelation). Man kan således i en orienteret prøve senere måle denne "fastfrosne" magnetisering. Fx kan søaflejringer, der er afsat i de 12.500 år, der er forløbet siden sidste istid, dateres ved palæomagnetiske målinger; se magnetostratigrafi.

Ved arkæomagnetisme anvender man magnetisme til datering af arkæologisk materiale.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig