Palæoindianere, forhistoriske jægerfolk i Nord- og Sydamerika; de indianske folks forfædre. De formodes at være indvandret fra Asien under den sidste istid, 20.000-12.000 f.Kr. eller tidligere, muligvis 40.000 f.Kr., da der fandtes en landbro mellem kontinenterne over det, der i dag er Beringsstrædet. Det var stenalderfolk med redskaber af ben og flint og en jægerkultur udviklet i Asien. Man drev jagt på mammut, kameler, vildheste, bison, caribou og mastodonter.