Palæogeografi, del af geologien, der beskæftiger sig med fordelingen af land og hav i fortiden med fastlæggelse af kontinenternes relative bevægelser som et centralt aspekt.

For ca. 275 mio. år siden var alle kontinenter i en kort periode samlet i superkontinentet Pangæa. Siden da er Pangæa brudt op i stadig mindre enheder. Mekanismen bag kontinenternes bevægelser er ikke fuldstændig klarlagt, men oceanbundsspredning og subduktion spiller en vigtig rolle (se pladetektonik); fx brød Det Indiske Subkontinent i Kridttiden op fra Antarktis og Afrika og bevægede sig med ca. 14 cm pr. år mod nord, indtil det i Eocæn kolliderede med Asien, hvorved Tibet blev hævet og Himalayabjergene foldet op.

Eksempler på palæogeografiske kort findes under de enkelte geologiske perioder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig