Pahari er en gruppe af indoariske sprog, der tales på sydsiden af Himalaya fra Jammu og Kashmir i vest til Bhutan i øst. Pahari omfatter tre undergrupper.

Faktaboks

Etymologi

Ordet betyder 'bjergsprog' på pahari, jf. hindi pahāṛ 'bjerg'.

Vestpahari er stærkt dialektalt opdelt og tales af ca. 6 millioner mennesker i de indiske delstater Jammu og Kashmir samt i Himachal Pradesh.

Centralpahari omfatter de nærtbeslægtede sprog dogri, kumauni og garhwali, der i alt tales af over 7 millioner mennesker i den indiske delstat Uttaranchal; de tre sprog har adskillige dialekter. Bangani, der er af særlig sproghistorisk interesse, regnes ofte for en dialekt af garhwali.

Østpahari omfatter nepali, også kaldet khas-khurā 'khas-folkets sprog' eller gorkhalī 'gurkhaernes sprog'. Nepali er officielt sprog i Nepal, hvortil det blev bragt af indoariske erobrere, samt i den indiske delstat Sikkim og Darjeelingdistriktet i delstaten West Bengal; det tales af ca. 11 millioner mennesker i Østnepal og af ca. 6 millioner i Indien samt af immigranter i Bhutan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig