Pacifisme, kunstord dannet ca. 1850 og først fra 1900-tallets begyndelse forbundet med en moralsk, religiøs eller praktisk begrundet holdning, der viser sig som en ubetinget modstand imod krig, evt. imod alle former for fysisk voldsanvendelse (absolut pacifisme; se også ikke-vold).

Faktaboks

Etymologi
Ordet pacifisme kommer af latin pacificus 'fredelig, fredsstiftende' og -isme.

Undertiden bruges pacifisme også om modstand imod visse former for krig, fx nuklear pacifisme, eller om den opfattelse, at krig kun er tilladelig under visse betingelser (relativ pacifisme).

Hvor fred ud fra græsk-romersk opfattelse kun er en afbrydelse af krig, som er den normale tilstand mellem stater, bør fred mellem stater ud fra en kristen betragtning være en følge af den fred, som ifølge Paulus skal råde i den kristnes hjerte (Kolossenserbrevet 3,15).

Religiøse stridigheder i senmiddelalderen og reformationstiden gjorde ud fra denne tankegang fx Nicolaus Cusanus og Erasmus af Rotterdam til fortalere for fred inden for kristenheden.

I 1600- og 1700-tallet blev fred enten anset for at være resultat af en magtbalance eller ud fra naturrettens kontraktteori betragtet som betinget af, at nationerne ved gensidig overenskomst forlader den naturlige krigstilstand; den sidste opfattelse fremførtes fx af Abbé de Saint-Pierre (1658-1743) i hans Projet pour rendre la paix perpétuelle en Europe (1713, Forslag til at eviggøre freden i Europa).

Over for Saint-Pierre indvendte J.-J. Rousseau, at krig mellem nationer er et resultat af enevældigt styre, dvs. af magtkoncentration. Et republikansk styre, hvor borgernes stemme er afgørende, vil derimod forhindre krig. Fra Rousseau stammer den tætte forbindelse mellem pacifisme og republikanisme, som også findes hos Immanuel Kant i hans afhandling Zum ewigen Frieden (1795, da. Til den evige fred, 1995).

Efter Napoleonskrigenes ophør opstod talrige fredsbevægelser; i Frankrig opstod senere i 1800-tallet fx Den Internationale Liga for Fred og Frihed, der under Victor Hugos ledelse forsøgte en tilnærmelse til kommunismen, hvilket Karl Marx afviste.

De engelske fredsbevægelser var især præget af liberalistiske tankegange, hvilket gav hele fredsbevægelsen i 1800-tallet en borgerlig karakter. Som århundredet skred frem, blev freden i Europa også sat på den politiske dagsorden, hvilket resulterede i Haagerfredskonferencerne i 1899 og 1907.

Bertha von Suttners bog Die Waffen nieder (1889, da. Ned med Vaabnene, 1910) fik stor udbredelse. Under 1. Verdenskrig var pacifismen, ofte kombineret med defaitismen, især udtalt i Storbritannien, hvor fx filosoffen Bertrand Russell måtte gå i fængsel for offentligt at have talt pacifismens sag.

Senere tilsluttede fx Albert Einstein og Sigmund Freud sig pacifismen, Einstein med den tilføjelse, at han ville kæmpe for freden. I dag er pacifisme især fremtrædende inden for visse kristne, hinduistiske og buddhistiske trosretninger, fx kvækerne og Soka Gakkai.

Se også fredsbevægelsen og krig (krigsetik).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig