Pølsetang
Ved Hirtshals har lavvandet tørlagt en klippeblok med pølsetang (Scytosiphon lomentaria). Bemærk de mange indsnøringer. Foto fra maj 2021.
Pølsetang
Af /Privatfoto.
Pølsetang
Pølsetang (Scytosiphon lomentaria) skyllet op på stranden.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC0 1.0

Pølsetang er en opret brunalge, som er cylindrisk, hul og ofte indsnøret. Den findes overalt i danske farvande og kan ses hele året med den største forekomst i forårs- og forsommermånederne.

Faktaboks

Etymologi

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af græsk scutos 'pisk' og siphon 'rør'.

Også kendt som

Scytosiphon lomentaria

Det oprette løv vokser op fra en skorpeformet del. Algerne bliver som regel 10-40 cm høje, men kan blive op til et par meter på beskyttede, næringsrige voksesteder. Indsnøringerne forekommer med regelmæssige mellemrum i nogle bestande, men er få og findes med uregelmæssige mellemrum hos andre.

Pølsetang vokser på sten og muslingeskaller og danner tætte bestande på lavt vand, fra 0,5 til 1 meters dybde. På dybere vand er enkeltindivider indsamlet af dykkere ned til 8 meters dybde. Alger, der er indsamlet med redskraber (skraber) og registreret fra 18 og 27 meters dybde, kan have været løstliggende eksemplarer.

Den formerer sig ved flerrummede sporangier, som er cylindriske og består af en enkelt række celler. Sammen med brunalgehår og store cylindriske celler (parafyser) dækker sporangierne hele overfladen som et jævnt lag.

Kulturstudier af dansk pølsetang har vist, at sværmerne fra de flerrummede sporangier voksede ud til et mikrothallus. Det kunne være trådformet eller danne små skorper i kontakt med et fast underlag. Nye oprette alger voksede op fra mikrothallus. I et enkelt tilfælde blev der fundet enrummede sporangier på mikrothallus. Det lignede en skorpeformet alge, der tidligere var kendt som Microspongium gelatinosum. Der blev ikke konstateret kønnet formering.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig