pædiatri

Pædiatri, lægeligt speciale, som beskæftiger sig med børnesygdomme. Den første samlede beskrivelse af sygdomme hos børn findes i et værk om kvindesygdomme af den græske læge Soranos fra 100-t. e.Kr., som bl.a. fremhævede betydningen af brysternæring. Omkring midten af 1700-t. opstod der en mere udbredt interesse for bekæmpelse af alvorlige epidemier blandt børn og for den høje spædbørnsdødelighed. Det første børnehospital blev oprettet i Paris i 1802. Udviklingen af pædiatri i Danmark skete sent. Det første børnehospital åbnede i Rigensgade i København i 1850, mens Rigshospitalets børneafdeling først var en realitet i 1910.

Faktaboks

etymologi:
Ordet pædiatri kommer af græsk pais 'barn, dreng', genitiv paidos, og iatreia 'helbredelse'.

Pædiatri er udviklet og accepteret som et aldersafgrænset lægeligt speciale, fordi sygdomsmønstret hos børn er forskelligt fra voksnes, og fordi både symptomer, forløb, behandling og prognose er påvirket af, at børns sygdomme rammer en organisme i vækst. Som i andre lægelige specialer har udviklingen ført til en yderligere specialisering i pædiatri, fx nyfødte børns sygdomme (neonatologi), børneallergologi, socialpædiatri og neuropædiatri. Der findes børneafdelinger på alle danske universitets- og centralsygehuse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig