Pædagogisk råd, råd af pædagogiske medarbejdere ved en uddannelsesinstitution, fx folkeskoler, private grundskoler, gymnasier og voksenundervisningscentre. Pædagogisk råd, der i en række tilfælde har afløst lærerråd, er forum for institutionens pædagogiske debat og rådgivende over for institutionens leder og ofte også for en evt. bestyrelse.

I folkeskolen, hvor pædagogisk råd var lovpligtigt 1990-2014, omfattedes lærere, børnehaveklasseledere, skoleledelse og pædagogiske medarbejdere i en evt. skolefritidsordning heraf. Pædagogisk råd havde ikke det tidligere lærerråds formelle kompetence mht. fx høringsret og beslutning om specialundervisning. Skriftlige udtalelser fra pædagogisk råd skulle fremsættes gennem skolens leder, som kunne knytte egne kommentarer til rådets udtalelser. Kommunalbestyrelsen kunne i skolestyrelsesvedtægten fastsætte rådets forretningsorden samt beslutte, at skolelederen var fast mødeleder, men langt de fleste kommuner overlod disse beslutninger til rådet selv. Fra 2014 er pædagogisk råd ikke længere lovpligtigt i folkeskolen, men kan oprettes på frivillig basis.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig