påske - Det Gamle Testamente

Artikelstart

Ifølge den gammeltestamentlige tradition fejredes påskefesten som en erindring om israelitternes udfrielse af Egypten (2. Mosebog, kapitel 12).

Den skal være indstiftet i selve den nat, da Israel drog ud af Egypten, men fejredes først igen, da Israel vendte tilbage til sit land (Josvabogen, kapitel 5). Siden gik den i glemme, indtil kong Josija genoplivede den (2. Kongebog, kapitel 23. I 2. Krønikebog er det Hizkija, der genopliver festen).

Den falder ifølge den jødiske kalender aftenen efter den 14. dag i måneden Abib (senere kaldet Nisan), dvs. marts-april. Det er den første af den gammeltestamentlige festkalenders store valfartsfester. Festen går også under navnet matzzot-festen, 'de usyrede brøds fest'. Påskefesten kombinerede fejringen af byghøsten med højtideligholdelsen af de nyfødte kid og lam og omfatter ifølge Det Gamle Testamente bl.a. ofringen af førstegrøden og af de førstefødte dyr.

Festens historiske oprindelse er uklar. Sandsynligvis er der tale om en agerbrugsfest med rødder tilbage i oldtidens Israel. I Det Gamle Testamente er denne agerbrugsfest blevet omfortolket, således at det blev til en jødisk historisk erindringsfest.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig