overenskomstansættelse

Overenskomstansættelse, ansættelse i henhold til en bestemt kollektiv overenskomst (se overenskomster) mellem en arbejdsgiver og et eller flere fagforbund omhandlende vilkårene for ansættelsen. I den offentlige sektor er overenskomstansættelse den fremherskende form; undtaget er dog ansatte på visse områder (politi, folkeskole) samt ansatte i særlig betroede stillinger, især chefstillinger, idet disse hyppigst er ansat som tjenestemænd. Stort set alle offentligt ansatte er dækket af en aftale, idet hovedparten af dem er overenskomstansatte. De vigtigste forskelle mellem overenskomst- og tjenestemandsansættelse er 1) tjenestemandsansattes større ansættelsessikkerhed, idet de har tre års ventepenge ved evt. afskedigelse, mens overenskomstansatte som regel kun har de rettigheder, der følger af Funktionærloven, dvs. tre til seks måneders opsigelse afhængigt af anciennitet, 2) tjenestemandspensionen, som for de fleste stillingsgruppers vedkommende er noget bedre end de overenskomstansattes arbejdsmarkedspensioner, og 3) strejkeretten, idet tjenestemænd ikke kan strejke i forbindelse med de tilbagevendende aftalefornyelser, mens de overenskomstansatte har denne ret. I den private sektor er det modsatte af overenskomstansættelse ansættelse på individuelt aftalte vilkår.

I den private sektor er overenskomstansættelse den mest udbredte ansættelsesform blandt arbejdere, idet 70% er omfattet af kollektive overenskomster, mens det modsatte er tilfældet blandt funktionærer, hvor kun 50% er omfattet. Overenskomstansættelse giver den ansatte rettigheder ifølge den kollektive overenskomst, herunder retten til at blive repræsenteret af sin fagforening, bl.a. i forbindelse med lønforhandlinger. Herudover indeholder overenskomsterne aftaler om arbejdstid, vilkår for overarbejde, ret til løn under barsel, længere opsigelsesvarsler, ret til arbejdsmarkedspension, ret til efteruddannelse, ret til at vælge tillidsrepræsentant m.m. For funktionærer følger enkelte af disse rettigheder (fx opsigelsesvarslerne) af Funktionærloven, mens der for arbejdernes vedkommende næsten ingen beskyttende lovgivning er omkring ansættelsesforholdet, hvis man ikke er overenskomstansat. Den faktiske løn for den enkelte ansatte følger som oftest ikke direkte af den kollektive overenskomst i den private sektor. Overenskomstansættelse indebærer retten til årlig at forhandle sin egen løn, og den lægger et generelt minimum, under hvilket lønnen ikke kan aftales (mindstelønnen). Også i den offentlige sektor bevægede man sig i 1990'erne væk fra, at overenskomsterne fuldstændigt fastlagde lønnen for den enkelte (normallønssystemet) og hen imod en mere individuel lønfastsættelse inden for overenskomstens rammer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig