otoakustisk emission

Otoakustisk emission. Enklere måling kan foregå med håndholdt miniatureudstyr. Dette benyttes bl.a. ved hørescreening af nyfødte. Indsat i øverste venstre hjørne ses måleproppen, der er anbragt lydtæt i barnets øregang. Den indeholder en eller to lydgivere, som stimulerer det indre øre, hvorved dette danner en svag lyd (otoakustisk emission), som opfanges af en følsom mikrofon i måleproppen.

.

Otoakustisk emission, (1. led i 1. ord af gr. ous 'øre', gen. otos), svage lyde, der dannes i det indre øre, hvis det er normalt. Hos normalthørende personer kan disse lyde registreres vha. en meget følsom mikrofon placeret i øregangen. Lydene kan optræde spontant og undertiden ligefrem høres af andre som en svag tone nær øret, oftest hos børn, hvilket imidlertid ikke ænses af de pågældende selv. I de fleste tilfælde forudsætter en måling af lydene dog stimulation med lyd i form af toner eller ganske korte klik. Lydene antages at være resultatet af aktivitet i de ydre hårceller i det indre øre. Disse hårceller har vist sig at kunne ændre form og størrelse, formentlig for at kunne forbedre hørelsen af svage lyde.

Ved hørenedsættelse over 30-40 dB pga. sygdomme i øregang, mellemøre eller indre øre kan lydene ikke påvises. Dette er baggrunden for undersøgelse af otoakustisk emission ved hørescreening af nyfødte, idet metoden er hurtig, reproducerbar, objektiv og ikke-invasiv. Høretab pga. lidelse i hørenerven påvirker ikke altid den otoakustiske emission. Fænomenet blev første gang beskrevet 1978 af den britiske professor i biofysik David Thomas Kemp (f. 1945).

Ved undersøgelse af otoakustisk emission benyttes en måleprop placeret i øregangen og avanceret signalbehandling til at adskille de udsendte lyde fra naturligt forekommende lyde i øregang og omgivelser.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig