Otoakustisk emission, (1. led i 1. ord af gr. ous 'øre', gen. otos), svage lyde, der dannes i det indre øre, hvis det er normalt. Hos normalthørende personer kan disse lyde registreres vha. en meget følsom mikrofon placeret i øregangen. Lydene kan optræde spontant og undertiden ligefrem høres af andre som en svag tone nær øret, oftest hos børn, hvilket imidlertid ikke ænses af de pågældende selv. I de fleste tilfælde forudsætter en måling af lydene dog stimulation med lyd i form af toner eller ganske korte klik. Lydene antages at være resultatet af aktivitet i de ydre hårceller i det indre øre. Disse hårceller har vist sig at kunne ændre form og størrelse, formentlig for at kunne forbedre hørelsen af svage lyde.
Ved hørenedsættelse over 30-40 dB pga. sygdomme i øregang, mellemøre eller indre øre kan lydene ikke påvises. Dette er baggrunden for undersøgelse af otoakustisk emission ved hørescreening af nyfødte, idet metoden er hurtig, reproducerbar, objektiv og ikke-invasiv. Høretab pga. lidelse i hørenerven påvirker ikke altid den otoakustiske emission. Fænomenet blev første gang beskrevet 1978 af den britiske professor i biofysik David Thomas Kemp (f. 1945).
Ved undersøgelse af otoakustisk emission benyttes en måleprop placeret i øregangen og avanceret signalbehandling til at adskille de udsendte lyde fra naturligt forekommende lyde i øregang og omgivelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.