osteoporose (knogleskørhed)

Osteoporose
Osteoporose
Af /SMART-Servier Medical Art, Laboratories Servier.
Licens: CC BY SA 3.0
Til venstre: normalt knoglevæv. Til højre: knogleskørhed.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Knogleskørhed. Knoglernes indhold af calciumholdige mineraler falder langsomt efter 30-års-alderen, mest hos kvinder efter klimakteriet. Der opstår herved forøget risiko for knoglebrud.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Osteoporose er en sygdom, der gør skelettet svagere pga. knogletab og derfor giver en øget risiko for knoglebrud. Sygdommen forekommer oftest blandt kvinder og ældre. Årsagerne kan bl.a. være mangel på kønshormonet østrogen og høj alder. Sygdommen har ingen symptomer og ses først ved knoglebrud. Behandlingen kan bl.a. være medicinsk behandling eller tilskud af calcium eller D-vitamin.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af græsk osteo 'ben, knogle', poros 'passage' og -osis 'tilstand, sygdom'.

Også kendt som
knogleskørhed

Dannelse og nedbrydelse af knoglevæv

Gennem hele livet sker der en kontinuerlig resorption og formation af knoglevævet. Nydannelse af knoglevæv varetages af celler, der kaldes osteoblaster, mens knoglevævet nedbrydes af store flerkærnede celler, der kaldes osteoklaster. Hvis resorptionen er større end formationen, bliver knoglevævet svagere, med nedsat indhold af calcium og ændret struktur. Det betyder, at knoglerne kan brække selv ved minimale traumer, hvilket kaldes spontanfraktur.

Knoglevævet ved osteoporose

Ved osteoporose er både styrken og elasticiteten i knoglerne reduceret, fordi mængden af organisk knoglevæv reduceres, og der samtidig er et tilsvarende tab af calciumsalte. Ved en mikroskopisk undersøgelse af kompakt knoglevæv fra en patient med osteoporose, kan det ses, at er kanalerne i knoglevævet er udvidet. Svindet af knoglevæv er mest udtalt ind mod marvhulen (som gerne er forstørrede). Knoglen beholder stort set sin form og størrelse. I det spongiøse knoglevæv findes knoglelameller (trabekler), der danner et finmasket netværk i knoglens indre. Ved osteoporose er antallet af trabekler nedsat, og de resterende trabekler er gennemgående tyndere end normalt og har fine revner inde i selve trabeklerne.

Forekomst

Omtrent tre procent af den danske befolkning har diagnosticeret osteoporose, hvilket svarer til omtrent 172.000 personer. Den højeste forekomst af sygdommen er blandt kvinder og ældre. Det vurderes, at antallet af mennesker der lever med udiagnosticeret osteoporose, er to til tre gange større.

Årsager og sygdomsmekanismer

Den almindeligste årsag til osteoporose er høj alder, og den aldersbetingede osteoporose har en høj forekomst i nordiske lande. Årsagen til den høje forekomst i de nordiske lande er ukendt, men kan være relateret til den årstidsrelaterede variation i tilførslen af D-vitamin gennem sollys, da vinterperioden i Skandinavien er forbundet med reduceret optag. En medvirkende årsag til osteporose hos ældre mennesker kan også være nedsat fysisk aktivitet.

Osteoporose og overgangsalder

En anden hyppig årsager til osteoporose er mangel på kønshormonet østrogen hos kvinder i overgangsalderen (klimakterium). Østrogen påvirker balancen mellem knoglenydannelse og knoglenedbrydning ved at påvirke cellerne osteoblaster og osteoklaster.

Undersøgelser har vist, at knoglesvindet hos kvinder i klimakteriet er tre gange så stort som hos mænd i samme aldersgruppe. Dette forklarer også at hyppigheden af knoglebrud hos kvinder fra 50-årsalderen er flere gange større end hos mænd.

Unormalt øget knoglenedbrydning

Unormalt øget nedbrydning af knoglevæv forekommer ved øget udskillelse af parathyreoideahormonet (PTH) fra biskjoldbruskkirtlerne. Behandling med steroider (glukokortikoider) over længere tid har en negativ effekt på knoglens brudstyrke.

Osteoporose og leddegigt

Ved leddegigt ses også et knogletab. Dels på grund af betændelsen som aktiverer osteoklaster, der nedbryder knoglevævet, dels på grund af fysisk inaktivitet men også på grund af brug af kortikosteroider ved leddegigt.

Arv

Arv er også en faktor, der er relateret til osteoporose. Det er beregnet, at knoglemineraltætheden for 75 procents vedkommende er relateret til arv og 25 procent til miljøfaktorer.

Symptomer på osteoporose

Selve knogletabet giver ikke symptomer, så osteoporosen viser sig først, når der sker et knoglebrud. De almindeligste brud ifm. osteoporose ses i hofte (lårhals), underarm/håndled, skulder eller ryg.

Diagnose

Diagnosen stilles ved hjælp af måling af knoglemineraltætheden i lændehvirvlerne og i lårhalsen, en såkaldt knogledensitetsmåling, der udføres på en DEXA-scanner.

WHO-definition og score af osteoporose

Osteoporose diagnosticeres ud fra en måling af knoglemineraltætheden kaldet en T-score. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO diagnosticeres osteoporose når knoglemineraltætheden er lavere end -2,5 på T-scoren. Hvis T-scoren ligger mellem -1 til -2,5 betegnes det som osteopeni, som er nedsat mineralindhold.

Behandling

Legemidler mot beinskjørhet

Knoglevæv remodeleres igennem hele livet med langsom resorption og formation. Osteoklaster nedbryder knoglevæv, mens osteoblaster danner ny knogle. Figuren viser flere lægemidler, og hvordan de påvirker osteoklasterne og osteoblasterne.

Legemidler mot beinskjørhet
Af /Gyldendal Akademiske: Legemidler og bruken av dem.
Licens: Begrænset anvendelse

Behandlingen retter sig efter årsagen til knogleskørheden. Tilførsel af calcium og D-vitamin er grundbehandling. Bisfosfonater er lægemidler, der benyttes for at bremse nedbrydningen af knoglevævet. Østrogener har tidligere været anvendt i højere grad, men brugen er faldet på grund af risiko for bivirkninger. Andre midler tilgængelige er bl.a. tilførsel af kunstigt fremstillet parathyreoideahormon eller denosumap, som er et monoklonalt antistof.

Læs mere på lex.dk

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Ortopædi

Jes Bruun Lauritzen
Klinisk professor, overlæge, dr.med., Københavns Universitet