Artikelstart
Oscillerende reaktion, i kemien en reaktion, der medfører mere eller mindre regelmæssige svingninger af de deltagende stoffers koncentrationer. Fænomenet kan ses i komplekse reaktionssystemer med mange samtidigt forløbende elementarreaktioner. Den bedst undersøgte reaktion er Belousov-Zjabotinskij-reaktionen, som blev opdaget af den russiske kemiker B. Belousov (1893-1970) i 1959. I oscillerende reaktioner ses ofte rumlige koncentrationsvariationer, der udbreder sig i form af kemiske bølger.
Oscillationer i koncentration og temperatur er almindelige i forbrændingsreaktorer og er af betydning for rytmiske fænomener i levende organismer. Kemiske bølger udnyttes fx af visse cellulære slimsvampe som signal til at begynde frugtlegemedannelsen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.