Ornitologi er den gren af zoologien, der beskæftiger sig med fuglene.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet ornitologi kommer af gr. ornis 'fugl', gen. ornithos, og -logi.
Ligesom for andre dyregrupper kan der skelnes mellem en række underdiscipliner: systematik, anatomi, fysiologi, økologi, adfærdsbiologi mfl. "Anvendt ornitologi" er studiet af vekselvirkninger mellem mennesker og fugle, fx skader på afgrøder forårsaget af fugle, trusler mod fuglearter pga. menneskets aktiviteter og fuglebestandes rolle som indikatorer for miljøforandringer. Ornitologiske studier har i mange tilfælde været banebrydende for den zoologiske videnskab generelt. Det skyldes ikke mindst, at fuglene er den bedst undersøgte af alle dyreklasser, hvilket muliggør mere præcise problemformuleringer og giver et solidt grundlag ved fortolkningen af forskningsresultaterne.
Den første bog om fugle, der blev udgivet i Danmark, var lægen Th. Bartholins latinske skrift om svanens anatomi og sang fra 1650. Over 100 år senere udkom det første ornitologiske arbejde på dansk, Morten Thrane Brünnichs Eder-Fuglens Beskrivelse (1763), men et dansk billedværk så først dagens lys i 1828 (J.E.C. Walter (1799-1860): Nordisk Ornithologie), og det fik en meget begrænset udbredelse.
N. Kjærbøllings Danmarks Fugle (1851-56) med håndkolorerede tavler blev derimod en stor succes. Værket var en af forudsætningerne for, at et stigende antal danskere begyndte at beskæftige sig med ornitologi på amatørbasis, og dermed for det frugtbare samarbejde mellem amatører og professionelle, der i dag kendetegner ornitologien. Overlærer H.Chr.C. Mortensen i Viborg var den første, der fandt på at sætte en ring med indskrift om benet på en vildtlevende fugl; han opfandt dermed ringmærkningen (1899). Dansk Ornitologisk Forening, der er samlingssted for fugleinteresserede i Danmark, blev grundlagt i 1906.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.