orienteringsløb

Orienteringsløb opstod som sport i militært regi i Norge og Sverige i 1890'erne. I Sverige var orienteringsløb en del af Stockholm Garnisionens årlige idrætslege i 1893, og det første civile orienteringsløb fandt sted i 1897 i udkanten af Oslo. I Danmark findes omtale af et natorienteringsløb i 1915, men sporten blev først mere udbredt i slutningen af 1930'erne.

I 1942 blev idrætten organiseret under Dansk Ski- og Orienterings-Forbund, der samme år afholdt det første individuelle DM. Siden 1950 har Dansk Orienterings-Forbund administreret orienteringsløb i Danmark.

Den internationale organisation – International Orienteering Federation (IOF) – blev stiftet i København i 1961.

Midt i halvfjerdserne fik sporten en kraftig opblomstring, der blandt andet var båret frem af Mona Nørgaards succes ved VM i orienteringsløb i 1974 ved Silkeborg.

Der er omkring 70 orienteringsklubber i Danmark, hvoraf knapt 10 hører under Forsvaret eller Politiet. Samlet set er der ca. 7.000 organiserede løbere i Dansk Orienterings-Forbund.

Orienteringsløb er en udpræget breddeidræt, hvor der er deltagere i mange forskellige aldersgrupper, men der er en vis overvægt bland ældre løbere og sporten har de senere år haft svært ved at rekruttere ungdomsløbere. Større stævner har baner der er afstemt i længde og sværhedsgrad efter køn, aldersgrupper og forskellige færdighedsniveauer. Der er som regel mere end 30 forskellige klasser fra under 10-årsalderen og op til 80-årsalderen.

For at gøre sporten lettere tilgængelig for nye løbere har Dansk Orienterings-Forbund skabt permanente orienteringsbaner 300 steder i landet. Her kan nye løbere hente kort på www.findveji.dk og prøve sporten. Klubbernes konkurrencer og træningsløb findes på www.orienteringsløb.dk.

Orienteringsløb dyrkes både som dag- og natløb, samt individuelt, som stafet eller som klubhold i en divisionsturnering, hvor klubberne konkurrerer mod hinanden.

I terrænet er posterne markeret med orange og hvide trefløjede skærme på 30x30 cm. Ved natløb er posterne forsynet med refleks. Det korrekte gennemløb dokumenteres ved, at løberen "klipper" eller "stempler" hver post i den viste rækkefølge. Til de fleste løb stempler man poster elektronisk med en lille brik, som løberen medbringer og som aflæses efter løbet. Til mindre løb benytter man evt. manuelle klippetænger.

Orienteringsløb afvikles ofte på særlige kort udarbejdet efter en fælles international standard. Ved skovorientering løbes der sædvanligvis på kort i målestoksforholdet 1:10.000 eller 1:15.000, mens der til sprintorientering i parker og byområder løbes på kort i 1:4.000. Løbere over 60 år har som regel mulighed for at løbe på kort i hhv. 1:7.500 og 1:3.000, så det er lidt lettere at læse detaljerne på kortet.

Posternes præcise placering vises med symboler, der på samme måde som kortene er tegnet efter den samme standard i hele verden. På postdefinitionslisten kan løberne samtidigt se hvilket nummer posten har, så de er sikre på at klippe den rigtige post.

Orienteringsløb kan dyrkes uden at anvende særligt udstyr. Men løbere, der jævnligt løber orienteringsløb, vil som regel anskaffe sig følgende:

• Orienterings/trailsko: Meget lette sko med dupper der gør det muligt at stå fast i vådt og glat terræn. Skoene er typisk lavet af materialer, der ikke suger vand, så de ikke bliver tunge. Skoene findes også i varianter med metaldupper.
• Kompas: Et tommelfingerkompas gør det hurtigt og nemt at nordvende kortet, men nogle løbere anvender også et traditionelt pladekompas.
• Postdefinitionsholder: Til større konkurrencer sættes postdefinitionerne og kontrolnumrene i en holder på armen, så løberne kan læse postbeskrivelsen uden at folde kortet ud.
• Åndbart løbetøj: Orienteringsløbere løber som regel i meget lette trøjer og bukser. Bukserne er som regel lange for at beskytte benene mod brombær og brændenælder.
• Pandelampe: Til natorienteringsløb benyttes altid en pandelampe, så løberne kan læse kortet og lyse terrænet op.
• Løbeur: De fleste løbere benytter et løbeur med gps til at tracke løbet både tidsmæssigt men også geografisk. Det gør det muligt bagefter at analysere og sammenligne vejvalg mellem løberne. Men løberne må ikke anvende hjælpemidler til at vise, hvor de er.

En række flerdages etapeløb er faste indslag i sæsonkalenderen for orienteringsløbere. Danish Spring, der har været arrangeret i Nordsjælland siden foråret 1991, fungerer som verdenselitens sæsonpremiere. I Jylland hører Påskeløbene i Syd- og Midtjylland og Jysk 2-dages i Nordjylland til de store begivenheder, mens Höst Open på Bornholm er populær hos både danske og svenske løbere.

Sporten har tidligere været svær at dække på tv, fordi konkurrencen afgøres ude i skoven. Men gps-tracking, live-kameraer, drone-kameraer og live-tider fra udvalgte poster har gjort det muligt at skabe en langt mere formidlingsvenlig udgave af sporten, så det er muligt for publikum og tv-seere at følge fx VM live på tv.

Der er afholdt stafet-DM siden 1964, natløbs-DM for herrer siden 1968 og for damer siden 1974, langdistance-DM siden 1976 og kortdistancemesterskaber siden 1993.

I 1970'erne fik orienteringsløb større international udbredelse; i 1998 var 51 lande tilsluttet Internationalt Orienterings-Forbund (IOF). De nordiske lande er dog stadig blandt de bedste.

Internationale mesterskaber er afholdt med NM siden 1955 og VM siden 1966. I 1974 blev danskeren Mona Nørgaard individuel verdensmester. Det gav med stor presseomtale, en stærk opblomstring af orienteringsløb i Danmark og stor medlemstilgang.

Siden 1986 er der afholdt World Cup hvert andet år (de år, hvor der ikke afholdes VM). I 1991 afholdtes første kortdistance-VM, og siden 1996 er verdensomspændende parkorientering (Park World Tour) med gode tilskuerforhold blevet gennemført på privat initiativ.

I disciplinen mountainbikeorientering (VM siden 2002) har Danmark også markeret sig internationalt med flere VM-titler. IOF arbejder aktivt for at få orienteringsløb på det olympiske program.

• Dansk Orienterings-Forbund
• løb

• Dansk Orienterings-Forbund