orientalske tæpper

Orientalske tæpper. Kelim, udført i 1800-t. af nomader fra egnen omkring Karapinar i Tyrkiet. Privat eje. Det fire meter lange tæppe er med sin livlige farveholdning og de kantede, geometriske ornamenter karakteristisk for mange nomadearbejder.

.

Türk ve Islam Eserleri Müzesi. Museets store samling af tyrkiske tæpper tæller bl.a. en række såkaldte holbeintæpper fra 1400-1500-tallet. Navnet har de fået, fordi denne type tæpper optræder i malerier af bl.a. den tyske renæssancekunstner Hans Holbein d.y. Her ses et udsnit af et tæppe fra 1500-tallet. Fotografi fra 2011.

.
.

Orientalske tæpper. Silkekelim fra Persien, 269 cm×137 cm, udført i første fjerdedel af 1600-t. Privat eje. De safavidiske herskere gjorde i 1601 Isfahan til deres hovedstad, og dette sjældne tæppe er sikkert udført her eller i Kashan. Det er brocheret med guldtråde i hovedfeltet og med sølvtråde i borten. Tæppet viser en mådeholden udgave af de komplicerede mønstre, der præger de store knyttede tæpper fra 1500- og 1600-t.s hofværksteder i Persien.

.
.

Orientalske tæpper, samlende betegnelse for både knyttede og fladvævede tæpper og andre lignende tekstilarbejder fra et område, der spænder fra Nordafrika og Balkan i vest til Kina i øst.

Håndknyttede og håndvævede arbejder kaldes ofte ægte tæpper for at skille dem fra maskinvævede tæpper. Anvendelsen spænder fra gulvbelægning, sengetøjsdække eller underlag for den bedende muslim til udsmykning af vægge eller af nomaders telte og kameler.

Det ældste bevarede knyttede orientalske tæppe er Pazyryktæppet fra ca. 500 f.Kr. (Eremitagen, Sankt Petersborg), fundet i en grav i Altajbjergene i det centrale Asien.

Fragmenter af både knyttede og (kelim)vævede tæpper kendes fra samme tid og fra de følgende tusinde år, mens litterære kilder beretter om den i begyndelsen af 600-tallet regerende persiske kong Khusrau 2., der i sit palads i Ktesifon ved Baghdad havde et 100×100 fod stort Forårstæppe med guld, sølv og ædle stene.

Fra 1200-1300-tallet (eller tidligere) stammer nogle knyttede tæpper med geometriske mønstre, fundet i Alaüddin-moskéen i Konya i Tyrkiet.

Andre af periodens tæpper er afbildet i malerier af bl.a. Giotto fra begyndelsen af 1300-tallet, mens der fra 1400-tallet er bevaret to små tyrkiske tæpper med stiliserede dyremotiver, Drage-Føniks-tæppet (Islamisches Museum, Berlin) og Marbytæppet (Statens historiska museum, Stockholm).

Importen til Europa fra Tyrkiet var betydelig, og mange af disse tæpper ses — ofte som borddække — i malerier fra 1400-1500-tallet af bl.a. Hans Holbein d.y. og Lorenzo Lotto; de har begge givet navn til tæpper med særlige mønstertyper.

Også ushaktæpperne og de mindre bedetæpper var populære, og der opstod samlere som den engelske konge Henrik 8., der ejede omkring 800 tæpper. Fra 1400-1600-t.allet stammer en række store tæpper som de egyptiske mamluktæpper og de kaukasiske dragetæpper.

I Persien blomstrede under safavideherskerne shah Tahmasp og shah Abbas i 1500- og 1600-tallet en højt udviklet tæppekunst. I Kashan og Tabriz, Isfahan og Kerman fremstilledes meget store og overordentlig tætknyttede medaljon-, have-, vase- og jagttæpper, fx Ardebiltæppet (1539/40, Victoria and Albert Museum, London) og Wienerjagttæppet (1530'erne, Museum für Angewandte Kunst, Wien).

Et usædvanligt velbevaret eksemplar af de persiske såkaldte polonaisetæpper er Kroningstæppet fra ca. 1660 på Rosenborg Slot. En rig, persisk præget tæppekunst udfoldede sig ligeledes i Indien under mogulerne i 1500-1600-t.

Med den stigende interesse for Orienten i 1800-t. voksede en bred interesse frem for orientalske tæpper. Produktionen blev genoptaget i de traditionelle tæppefremstillende lande, og nye værksteder blev oprettet, fx i Hereke i Tyrkiet (1844), Tianjin i Kina (1920'erne), Nain og Qom i Iran (1930'erne) og i Pakistan (efter 1947); Istanbul og Smyrna (İzmir) blev centre for en voksende eksport til Europa og USA.

Russerne nedkæmpede i 1870'erne og 1880'erne de rebelske centralasiatiske nomadestammer, hvis smukke pryd- og brugstekstiler er blevet eftertragtede samlerobjekter ligesom 1800-t.s kaukasiske tæpper; deres mønstre er i standardiseret udformning videreført i en industrielt anlagt produktion.

Orientalske tæpper har navne efter deres mønstre (fx havetæpper og jagttæpper), efter de byer og områder, hvor de er fremstillet eller forhandlet (Tabriz, Hamadan, Bukhara), eller efter de folk, der har fremstillet dem (baluch, kashgai, tekke). Disse navne i transskriberet form udviser store variationer i stavemåde. Tæpperne er grupperet i artikler om bl.a. afghantæpper, armenske tæpper, indiske tæpper, kaukasiske tæpper, kinesiske tæpper, nordafrikanske tæpper, persiske tæpper, turkmenske tæpper og tyrkiske tæpper.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig