Den egyptiske danser Suraya Hilal iført en dragt, som hører til stilarten baladi. Hun er født og opvokset i Cairo, og hendes møde med Vestens ofte misforståede udlægning af den orientalske dans (misvisende kaldt mavedans) var årsag til, at hun i 1980'erne oprettede The Hilal School of Raqs Sharqi i London. Skolen underviser dansere fra hele verden i den egyptiske dans' tre former: shaabi (landlig stil, folkedans), baladi (en urbaniseret form for folkedans) samt klassisk sharqi (der bl.a. blev danset ved hofferne). Fotografi fra 1990.

.

Orientalsk dans, raqs sharqi, (af arab. al-raqs al-sharqi 'dansen fra Østen'), dans, der siden 600-t. har været udøvet i den nære orient. Dansens oprindelse er uklar, men kan dokumenteres tilbage til præislamisk tid, dvs. før ca. 600 e.Kr. Den er udbredt fra det gamle Persien via Den Arabiske Halvø over Mellemøsten til Nordafrika. Dansens form, som den kendes i 1990'erne, er primært udviklet i Egypten, men den har op igennem historien været påvirket af samfundsforhold og traditioner i de pågældende områder. I dansens mangfoldighed afspejles de forskellige egnes særpræg.

Dansen udøvedes ved forskellige lejligheder, fx bryllupper, omskærelsesfester, mulid (religiøse helgenfester) og senere ved hofferne. Der var endog kalifater, der direkte støttede dansen som en kunstart i lighed med musik og sang. Den form af orientalsk dans, der i dag er mest kendt, er kvindernes dans, men der findes også former, der danses af mænd.

Kvindernes dans

er karakteriseret ved tydelige hoftebevægelser, såvel glidende som markerede. Arme og hænder, der udtrykker det lyriske aspekt, bruges i glidende mønstre omkring danserens krop, i visse danse accentueret af et stort slør, som holdes med begge hænder. Bevægelserne i dansen udføres isoleret fra hinanden, og der kræves derfor stor beherskelse af muskelgrupper og god koordinationsevne. Danseren skal være groundet, dvs. energien udgår fra bækkenregionen, modsat fx klassisk ballet. Ryggen skal være smidig, idet torsoen bruges i såvel bløde og slangeagtige bevægelser som mere rytmiske. Danseren bevæger sig i forskellige retninger og mønstre vha. forskellige trinkombinationer og drejninger, men vil også ofte stå på stedet.

Musik og dans bør udgøre en helhed, hvor danseren vha. sin teknik og indlevelse fortolker musikkens forskellige stemninger. Oprindelig lod danser og musiker sig inspirere af hinanden og improviserede. I nyere tid er der oftest tale om koreograferet dans og komponeret musik. I de forskellige former af dansen indgår forskellige instrumenter, fx tabla, riqq, duff (slagtøjsinstrumenter), qanun (liggende, knipset strengeinstrument), nayfløjte (kantblæst langfløjte) og mizmar (dobbelt rørbladsinstrument). I 1900-t. er tillige harmonika, violin, saxofon og elektrisk orgel kommet til. Danseren vil ofte bruge saqqat (zills), som er små messingbækkener sat på hhv. langfinger og tommelfinger, til at spille grundrytmen.

Historie

I midten af 1800-t. blev det moderne, at europæiske kunstnere rejste til det "eksotiske Østen", især Tyrkiet og Egypten. Disse orientalisters (primært mænd) beskrivelse af orientalsk dans kom til at danne grobund for den misforståelse af dansen, som stadig er fremherskende i Vesten og bl.a. kommer til udtryk i den misvisende betegnelse mavedans. Dette medvirkede til en kommercialisering og forfladigelse af dansen, bl.a. fordi den tilførtes obskøne elementer for at tækkes især det mandlige natklubpublikum. Fra ca. 1930-ca. 1950 fik orientalsk dans i Egypten en glansperiode, idet dans ofte indlagdes i film. Dansen har i 1990'erne udøvere over hele verden i såvel den oprindelige som den showprægede form, og der eksperimenteres også med fusionsformer mellem typer af orientalsk dans og hhv. flamenco og indiske danseformer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig