orientalsk dans

er karakteriseret ved tydelige hoftebevægelser, såvel glidende som markerede. Arme og hænder, der udtrykker det lyriske aspekt, bruges i glidende mønstre omkring danserens krop, i visse danse accentueret af et stort slør, som holdes med begge hænder. Bevægelserne i dansen udføres isoleret fra hinanden, og der kræves derfor stor beherskelse af muskelgrupper og god koordinationsevne. Danseren skal være groundet, dvs. energien udgår fra bækkenregionen, modsat fx klassisk ballet. Ryggen skal være smidig, idet torsoen bruges i såvel bløde og slangeagtige bevægelser som mere rytmiske. Danseren bevæger sig i forskellige retninger og mønstre vha. forskellige trinkombinationer og drejninger, men vil også ofte stå på stedet.

Musik og dans bør udgøre en helhed, hvor danseren vha. sin teknik og indlevelse fortolker musikkens forskellige stemninger. Oprindelig lod danser og musiker sig inspirere af hinanden og improviserede. I nyere tid er der oftest tale om koreograferet dans og komponeret musik. I de forskellige former af dansen indgår forskellige instrumenter, fx tabla, riqq, duff (slagtøjsinstrumenter), qanun (liggende, knipset strengeinstrument), nayfløjte (kantblæst langfløjte) og mizmar (dobbelt rørbladsinstrument). I 1900-t. er tillige harmonika, violin, saxofon og elektrisk orgel kommet til. Danseren vil ofte bruge saqqat (zills), som er små messingbækkener sat på hhv. langfinger og tommelfinger, til at spille grundrytmen.

I midten af 1800-t. blev det moderne, at europæiske kunstnere rejste til det "eksotiske Østen", især Tyrkiet og Egypten. Disse orientalisters (primært mænd) beskrivelse af orientalsk dans kom til at danne grobund for den misforståelse af dansen, som stadig er fremherskende i Vesten og bl.a. kommer til udtryk i den misvisende betegnelse mavedans. Dette medvirkede til en kommercialisering og forfladigelse af dansen, bl.a. fordi den tilførtes obskøne elementer for at tækkes især det mandlige natklubpublikum. Fra ca. 1930-ca. 1950 fik orientalsk dans i Egypten en glansperiode, idet dans ofte indlagdes i film. Dansen har i 1990'erne udøvere over hele verden i såvel den oprindelige som den showprægede form, og der eksperimenteres også med fusionsformer mellem typer af orientalsk dans og hhv. flamenco og indiske danseformer.