organisk stof

Organisk stof er materiale, som er dannet af levende organismer, fx planter eller alger. Organiske forbindelser er kulstofforbindelser, der beskrives inden for organisk kemi.

Organisk stof består af kulstofatomer (C, carbon) arrangeret i ugrenede eller grenede kæder samt brint (H, hydrogen) og ilt (O, oxygen) og ofte andre grundstoffer, især kvælstof (N, nitrogen), fosfor (P) og svovl (S). Eksempler er aminosyrer, kulhydrater, lipider, proteiner og DNA. Se også biokemi og carbon (biokemi og biologi).

Det organiske stof, som dannes ved de autotrofe organismers, fx planters, primærproduktion, er "brændstoffet" i økosystemerne. Nogle organismer udnytter det levende organiske stof i græsningskæden, andre det døde organiske stof i detrituskæden (se fødenet). En stor del af det døde organiske stof skal igennem mange forskellige organismer, før de stoffer, det er dannet af, igen er tilgængelige for planterne (se nedbrydning).

I vandområder er opløst organisk stof, der udskilles af bl.a. alger, af stor betydning som næring for bakterier og andre mikroorganismer.

Organisk stof i spildevand er en væsentlig forureningsfaktor. Det fremmer væksten af mikroorganismer (se bakteriekolonien lammehaler), som bruger ilten. Man måler spildevandets indhold af organiske stoffer som dets iltforbrug, se biokemisk iltforbrug.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig