organisationsmagt

Organisationsmagt, forvaltningsretligt begreb, der angår spørgsmålet om, hvem der bestemmer fordelingen af den offentlige forvaltnings opgaver på de organer og stillinger, som forvaltningen består af.

I Danmark følger organisationsmagten det retlige hierarki. Grundloven § 14 fastsætter, at kongen, dvs. statsministeren, bestemmer ministrenes antal og forretningernes fordeling mellem dem. Herudover kan organisationsmagt udøves ved lov, dvs. af Folketinget; fx fastsættes i Planlægningsloven, at kommunalbestyrelser udarbejder lokalplaner, Natur- og Miljøklagenævnet afgør klagesager, og miljøministeren kan give pålæg om tilvejebringelse af visse oplysninger. Hvor lovgivningsmagten ikke har taget stilling til opgavernes fordeling, udøves organisationsmagten i statsforvaltningen af vedkommende minister. I det omfang, han eller hun ikke udøver sin organisationsmagt, udøves den i departementerne af departementschefer eller af næste trin, afdelings- eller kontorchefer, indtil man når den eller de personer, der skal udføre opgaven. Lovgivningsmagten udnytter muligvis fra slutningen af 1900-t. sin organisationsmagt i forhold til statsforvaltningen i større omfang end tidligere.

Det forhold, at indehaveren af en kompetence overlader den til en anden, betegnes delegation. En minister kan inden for sit ministerområde formentlig oprette direktorater og fordele opgaverne mellem departementer og direktorater, idet dog lovgivningsmagten må inddrages som bevillingsmyndighed, hvis omorganiseringen medfører øgede udgifter. Oprettelse af uafhængige nævn kan normalt kun ske med hjemmel i lov.

Hvor Folketinget ved lov har henlagt opgaver til kommunalbestyrelser eller regioner, kan de inden for hver deres område udøve organisationsmagt. De kan beslutte oprettelse eller nedlæggelse af udvalg, og inden for visse grænser bestemme, at et udvalg eller en embedsmand skal træffe afgørelse i visse sagstyper.