ordination - præstevielse

Ordination, præstevielse, gudstjeneste, hvor en person ved bøn og håndspålæggelse indvies til at overtage et kirkeligt embede.

Faktaboks

etymologi:
Ordet ordination kommer af latin ordinatio, af ordinare 'indordne, udnævne'.

I den romersk-katolske kirke har ordinationen tre grader: diakon, præst og biskop. Den er et sakramente, hvor biskoppen i kraft af den apostolske succession forlener den gejstlige med en særlig fuldmagt og et umisteligt åndeligt kendetegn (lat. character indelebilis); ordinationen kan derfor ikke gentages, og messen er kun gyldig, hvis den læses af en viet præst eller biskop. Kun ugifte mænd kan vies til præster (se cølibat), men der findes undtagelsestilfælde, hvor gifte mænd er blevet præsteviet.

I de ortodokse kirker opfattes ordinationen på samme måde som i den romerske kirke, dog er cølibatet ikke forudsætning for præstevielsen, men kun for bispevielsen.

I de protestantiske kirker er ordinationen ikke et sakramente, der overdrager en særlig åndelig fuldmagt og status, men en gudstjenestelig indvielse i embedet; gennem forbøn og formaning ledsager og forpligter menigheden dem, der er kaldede til en tjeneste, og disse aflægger et embedsløfte. Også gifte personer kan ordineres som præster. Handlingen udføres oftest af en biskop, men det er ingen betingelse; ifølge Luther kan også lægfolk eller nabopræster gøre det. I Island findes to ordinationsbiskopper, hvis eneste funktion er at ordinere. I de fleste protestantiske kirker har i dag også kvinder adgang til ordinationen, som før i tiden var forbeholdt mænd.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig