ordener (Det moderne ordensvæsen)

Ordener (Det moderne ordensvæsen), I løbet af 1800-t. voksede antallet af ordener, og foruden militære ordener kom der særlige ordener for kunst, videnskab, industri, landbrug m.m. Uden for Europa begyndte staterne at indstifte ordener efter europæisk mønster. Ordenerne mistede noget af deres oprindelige præg af at være eksklusive, loyale ridderskaber omkring en fyrste og blev i højere grad dekorationer, der tildeltes for fortjenester eller af diplomatiske hensyn. Enkelte lande indstiftede ordener, der tog direkte sigte på udlændinge. Den nyordning, der fra 1975 betød, at svenske ordener ikke længere kan tildeles svenskere bortset fra kongehuset, men kun udlændinge, er uden sidestykke og strider mod ordensvæsenets oprindelige idé.

Allerede i middelalderen kunne en fornem kvinde være medlem af en orden, og meget senere blev der i nogle lande indstiftet særlige ordener for kvinder. I løbet af 1900-t. blev det imidlertid fastslået, at kvinder kan dekoreres med de samme ordener som mænd.

Tildelingskriterierne har gennem tiderne afspejlet den sociale lagdeling, men har i en vis udstrækning også bidraget til at udviske den. Personer af beskeden herkomst, der kom til at beklæde høje poster i samfundet, fik mulighed for at modtage de højeste ordensgrader. I nogle lande, fx Tyskland, Østrig, Rusland og Spanien, var enkelte gamle ordener endnu i begyndelsen af 1900-t. principielt forbeholdt adelige, men en ikke-adelig modtager erhvervede automatisk adelskab eller høj rang i kraft af dekoreringen. En rest af dette princip findes endnu i Storbritannien, hvor en britisk statsborger, der dekoreres med en af ordenernes to højeste grader, bliver Sir eller Dame (Knight/Dame Grand Cross eller Knight/Dame Commander).

Ordensvæsenets binding til standssamfundets normer og bevidstheden om dets oprindelige tilknytning til fyrstestaten bevirkede, at folk af liberal og socialistisk observans tog afstand fra det og ønskede det afskaffet. Holdningen er dog meget forskellig i de enkelte lande. I republikken Frankrig står der megen respekt om ordener og dekorationer. Weimarrepublikken havde ingen ordener. Schweiz, hvor riddervæsenet af historiske grunde ikke vandt indpas, fik aldrig ordener, ligesom Irland og Israel heller intet ordensvæsen har. Nye stater indstifter dog næsten altid en orden som udtryk for deres selvstændighed. I de skandinaviske kongeriger udviser socialdemokrater og venstreorienterede af og til modstand mod ordener, selvom de ikke længere har monarkiets afskaffelse på programmet; i Finland og Island har politisk ståsted derimod intet at gøre med synet på ordener.

I de tidligere kommunistiske stater i Europa blev stort set alle de gamle ordener afskaffet. I Sovjetunionen indstiftedes nye ordener, der indtil 2. Verdenskrig ikke havde grader, men til gengæld kunne tildeles samme person flere gange. Derefter indførtes gradssystemer, og det samme blev også tilfældet i de øvrige østlande. Med ændringerne efter 1989 forsvandt de socialistiske statsordener, og man er delvis vendt tilbage til de oprindelige ordener eller har indstiftet nye efter vestlig model. Således er fx Den Hvide Ørns Orden atter Polens fornemste, og i Rusland har man genindført Sankt Andreas-ordenen. De baltiske lande har genoplivet nogle af ordenerne fra mellemkrigstiden.

Læs mere om ordener.