optisk gitter

Optisk gitter, komponent, som benyttes i optikken til at sprede lysstråler. Et optisk gitter består af en række smalle, parallelle, ækvidistante spalter, tidligere frembragt ved at ridse et spejl (refleksionsgitter) eller en glasplade (transmissionsgitter). I dag fremstilles gitre ofte holografisk.

Et gitter er karakteriseret ved afstanden mellem gitterlinjerne (fra 100 til 6000 linjer/mm). Belyses gitteret, vil de enkelte linjer sprede (diffraktere) lyset i alle retninger. Har lyset én bestemt bølgelængde, vil der være retninger, hvor forsinkelsen mellem lys spredt fra to nabolinjer er et helt antal bølgelængder (diffraktionens orden). I disse retninger vil alle spredte lysbølger vekselvirke konstruktivt, og der kommer en kraftig stråle af lys, mens der er mørke i andre retninger. Forskellige farver (bølgelængder) vil spredes i forskellige retninger.

Den vigtigste anvendelse er i gitterspektrometre til analyse af optiske spektre samt i monokromatorer til fremstilling af ensfarvet lys. Endvidere benyttes et gitter til frembringelse af flere stråler, fx ved styring af cd-afspillere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig