optik (Geometrisk optik)

Artikelstart

Optik (Geometrisk optik), I den geometriske optik opfattes lys som stråler, der bevæger sig i rette linjer. De grundlæggende lovmæssigheder er spejlloven, der beskriver, hvorledes stråleretningen ændres ved spejling i en flade, og brydningsloven (Snells lov), der udtrykker retningsændringen, når strålen passerer fra et medium til et andet. Anvendelsen af disse love er grundlaget for fremstilling af spejle og linser, der indgår i en lang række optiske instrumenter som brille, kikkert, mikroskop og kamera. Betegnelsen optik benyttes ofte som synonym for disse instrumenters linsesystemer.

I adaptiv optik forsynes et tyndt spejl med et antal elektromekaniske aktuatorer, der gør det muligt at ændre spejlets form med elektriske signaler. Det benyttes fx i forbindelse med astronomiske kikkerter til at kompensere for atmosfærens forvrængninger.

I den geometriske optik kommer lysets bølgekarakter først til udtryk, når man går til grænsen for instrumenternes ydeevne, idet lysets bølgelængde sætter en principiel grænse for opløsningsevnen. Et instrument, der støder ind i denne grænse, kaldes diffraktionsbegrænset.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig