optik (Bølgeoptik)

Optik (Bølgeoptik), Forudsætningen for, at den geometriske optik kan give en gyldig beskrivelse af lys, er, at alle indgående dimensioner er meget større end lysets bølgelængde (ca. 0,0005 mm). Når denne forudsætning ikke er opfyldt, udtrykker lyset sig som bølgefænomen gennem effekter som interferens og diffraktion.

En bølge er karakteriseret ved bølgelængde, amplitude og fase, og mens bølgelængde og amplitude i den geometriske optik relaterer til hhv. lysets farve og lysstrålens energi, tilfører fasen et kvalitativt nyt aspekt. Begrebet interferens, der beskriver to lysbølgers evne til at virke sammen eller til at udslukke hinanden afhængigt af, om de er i fase eller i modfase, er grundlaget for den optiske analyseteknik interferometri. Diffraktion, der kan opfattes som samtidig interferens af et stort antal bølger, udnyttes i diffraktiv optik til fremstilling af mønstre, der har samme virkning på lysstråler som linser og andre optiske komponenter. Diffraktion er også basis for lysets anvendelse til holografi.

I Fourieroptik analyseres lysets rumlige intensitetsfordeling ved hjælp af Fourieranalyse, en teknik, der især anvendes i forbindelse med optisk billedbehandling. En rendyrket anvendelse af lysets bølgenatur findes i visse typer af lysledere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig