Omsætningsbeskyttelse, juridisk betegnelse for regler, der sikrer den, der i god tro erhverver et formuegode, mod kolliderende krav på formuegodet. Det kan fx være krav fra overdragerens kreditorer eller parter, der ved aftale med overdrageren har erhvervet rettigheder, som er uforenelige med den godtroendes rettigheder. Hvornår omsætningsbeskyttelse indtræder, afhænger af, hvilket formuegode aftalen vedrører; fx kan der være tale om individuelt bestemt løsøre, genstande af en bestemt art, penge, værdipapirer eller fast ejendom. Undertiden kan omsætningsbeskyttelse også bero på indholdet og holdbarheden af den indgåede aftale. Se også pant og tinglysning.