Omsætningsafgifter, afgifter, som principielt omfatter hele varesortimentet, evt. med nogle få undtagelser, fx moms. De generelle omsætningsafgifter kan opdeles efter, hvilket omsætningsled de pålægges. En engros-oms er således en afgift, der erlægges i engrosleddet. I Danmark blev engros-omsen indført i 1962 og igen afskaffet i 1967 i forbindelse med momsens (mer-omsens) indførelse. I 1967 blev det overvejet at indføre en generel omsætningsafgift i detailleddet (en detail-oms), men momsen blev foretrukket, først og fremmest fordi detail-omsen blev beregnet til at ville belaste eksporten. Under en detail-oms og også under en engros-oms var det vanskeligt helt at friholde varer, som indgik i produktionen, for skat. Under momsen er derimod al betalt moms i tidligere led fradragsberettiget. Når engros-omsen blev opgivet, var det netop først og fremmest, fordi det gav vanskeligheder at adskille varer til forbrug og varer til videreproduktion, og fordi en forhøjelse af engros-omsen i alt for høj grad begunstigede dem, der havde opbygget store varelagre, og som derfor ikke i samme grad ramtes af forhøjelsen. En generel omsætningsafgift har den ulempe, at den "vender den tunge ende nedad", dvs. at den belaster de mindre indkomster og de børnerige familier relativt hårdt. På den anden side er den vanskeligere at omgå end fx en indkomstskat.