omnibus

Omnibus, stor, lukket vogn til offentlig personbefordring; oprindelig hestetrukket, men senere udstyret med en forbrændingsmotor.

Faktaboks

etymologi:
Ordet omnibus er latin og betyder 'for alle', afledt af omnis 'al'.

Allerede i midten af 1840'erne fik hestedroskerne konkurrence fra hesteomnibusser i udflugtstrafikken fra København til Charlottenlund og Klampenborg. Transport med datidens dårligt affjedrede omnibusser på den ujævne vejbelægning var ukomfortabel. Derfor blev sporvognen fra 1860'erne det dominerende kollektive transportmiddel i større byer, og omnibusserne forsvandt næsten helt. Først i begyndelsen af 1900-t. kom der motoromnibusser i drift på linjer med svagere passagerbelægning. De mindre omnibusser i landdistrikterne kaldtes ofte omnibiler, senere rutebiler.

Omnibusserne fik stor udbredelse i mellemkrigstiden, men 2. Verdenskrig satte med brændstof- og gummirestriktioner en midlertidig stopper for udviklingen. Fra 1950'erne fortsatte væksten i antallet af omnibusser og omnibuslinjer. Fra 1970'erne bruges ordet bus som fællesbetegnelse for omnibus og rutebil.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig