Olietønde, steel pan, i musik betegnelse for oversavet olietønde, hvis flade bund er banket konkav; bruges som stemt slagtøjsinstrument; opstod i 1930'erne og 1940'erne i Trinidad og spilles med gummiomviklede stikker. Der findes flere kategorier: meloditønder, rytmetønder og bastønder. Bestræbelser på at standardisere stemningen er forblevet uden resultat. Instrumentet optræder ofte i orkestre (steelbands) på op til 100 mand.