olieplanter

Olieplanter, planter, som dyrkes pga. deres frugters og/eller frøs store olieindhold. Olien tjener som næring for det spirende frø eller som lokkemiddel/belønning til dyr, der spreder frugter og frø.

Mennesket bruger planteolier (vegetabilske olier) til bl.a. spiseolier, fx fra bomuldsfrø, hørfrø (linolie), jordnødder, kokosnøddefrø (kopra), majs, oliepalmefrø og -frugter, oliven, sesamfrø, sojabønner, solsikkefrø og vindruekerner (som rettelig er frø). Mange af disse olier kan også bruges i margariner og til fremstilling af sæbe. Nogle af disse samt olier udvundet af olieplantens frø (amerikansk olie, se Ricinus) blev tidligere anvendt som afføringsmiddel. Raps- og rybsolie bruges overvejende i fødevareindustrien (spiseolie, margarine, mayonnaise og andre emulgerende dressinger). Rapsolie fra sorter med et stort erucasyreindhold bruges som smøreolie, fx i industrimaskiner. Linolie fra hørfrø og valnøddeolie benyttes bl.a. til fernis og polering, mens malabartalg bruges til lysestøbning. En særlig gruppe udgøres af planter med æteriske olier, især terpenholdige olier i blomster og/eller blade, som benyttes i parfumeindustrien, se parfume.

De fleste olieplanter dyrkes i varmere klimaområder end det danske, men raps og hør er tilpasset dyrkning i både tempererede og subtropiske områder og har en større geografisk udbredelse end andre arter; i Europa er raps den økonomisk vigtigste. Spindhør er ret udbredt i den nordlige del af Frankrig, Belgien og Holland, mens oliehør kun dyrkes i mindre udstrækning i Europa. Gul og brun sennep har tidligere været dyrket i Danmark. Rybs dyrkes i koldere områder, fx Sverige og Canada.

Olien udvindes af frøene eller frugterne ved kold- og varmepresning eller ved kombineret presning og ekstraktion. Resterne efter presning, kagerne, indeholder op til 10 % olie og har et højt proteinindhold, og de bruges som tilskudsfoder til husdyr. Efter presning kan der yderligere udvindes olie ved ekstraktion med fx hexan; restproduktet, skråen, indeholder mindre end 3 % olie.

Sojabønne har opnået stor udbredelse pga. sit høje proteinindhold i frøene (op mod 40 %), og den er derfor af meget stor betydning som proteinkilde. Selvom olieindholdet i frøene kun er ca. 20 %, har plantens store udbredelse gjort den til en af verdens største leverandører af planteolie.

I Danmark er vintersorter af raps de mest udbredte pga. deres højere udbytte efter en række år med vårraps som den mest dyrkede. I perioden 2013-14 var der årlig ca. 170.000 ha vinterraps og 1450 ha vårraps.

Verdensproduktion

Verdensproduktionen af olieplanter er stigende. Især er mængden af palmeolie steget. I dag udgør palmeolie 30 % af verdensproduktionen, sojaolie 28 %, rapsolie 15 % og solsikkeolie 9 % (2007). 80 % af produktionen anvendes i fødevareindustrien.

De største producenter af palmeolie er Malaysia og Indonesien. De vigtigste producenter af sojabønner er USA, Brasilien, Argentina og Kina. Raps og solsikke har begge vundet frem i Europa siden begyndelsen af 1970'erne, hvor EU prioriterede en øget selvforsyning gennem subsidier. En betydelig produktion af solsikkeolie findes i Rusland, Ukraine, Argentina og Indien, mens raps især dyrkes i EU, Kina, Canada og Indien; EU og Kina er de primære producenter af rapsolie.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig