Efter militærkuppet i Libyen i 1969 krævede de nye libyske ledere en prisforhøjelse på 40 cent pr. tønde olie. Olieselskaberne var tvunget til at give efter, og snart efter krævede de arabiske olieproducerende lande en tilsvarende prisforhøjelse. Selskaberne accepterede en prisforhøjelse på 20 cent, men snart efter krævede Libyen nye og mere favorable betingelser.
Med visse nationaliseringer af olieindustrien i Algeriet og Libyen i 1971 og i Irak i 1972 samt udbruddet af Oktoberkrigen mellem Israel og Egypten-Syrien i 1973 tilspidsedes situationen yderligere. På et møde 8.10.1973 mellem OPEC og de internationale olieselskaber krævede OPEC, at olieprisen blev fordoblet. Forhandlingerne brød sammen, hvorefter OPEC proklamerede en prisforhøjelse på 70%. Tøndeprisen, som i slutningen af 1960'erne var 1,8 dollar, var i oktober 1973 5,11 dollar. Få dage efter besluttede OAPEC (Organization of Arab Petroleum Exporting Countries, dannet i 1968) at nedsætte produktionen og forbyde eksporten til Holland og USA.
Landene var tilfældigt valgt som proisraelske, og målet var at få de vestlige regeringer til at presse Israel til en tilbagetrækning fra de besatte arabiske territorier og til at anerkende palæstinensernes rettigheder. Disse tiltag var en reaktion på krav fra radikale arabere om at bruge olien som våben i kampen for arabiske rettigheder.
Betydningen af reduktionen var begrænset, men den medvirkede til at holde olieprisen oppe. I januar 1974 forhøjede OPEC prisen til 11,65 dollar pr. tønde, og i oktober 1975 forhøjedes med yderligere 10%; olieprisen var dermed 600% højere end i 1970. Flere olieproducerende lande, bl.a. Kuwait og Saudi-Arabien, overtog nu stigende andele af de vestlige interesser, og i 1976 blev olieindustrien i Venezuela nationaliseret. OPEC vedblev at dominere i 1970'erne, men det høje prisniveau gjorde nye kilder i bl.a. Alaska, Mexico og Nordsøen rentable.
Den anden oliekrise opstod i 1979 som følge af opstanden mod shahens styre i Iran. Irans olieproduktion, dengang verdens næststørste, faldt fra 5,5 mio. tønder pr. dag til mindre end 1 mio., og efter Khomeinis magtovertagelse gik produktionen helt i stå. Selvom andre OPEC-lande øgede produktionen, opstod der kaos på oliemarkedet, og gennemsnitsprisen var i 1980 på 32 dollar pr. tønde. Yderligere problemer opstod i september 1980, da Irak erklærede Iran krig, og de irakiske forsyninger hurtigt derefter blev afskåret fra verdensmarkedet.
Oliekriserne medførte en enorm kapitaloverførsel fra Vesten til især de arabiske lande; OPECs olieindkomster nåede højdepunktet i 1980 med 275 mia. dollar. Pengeoverførslen var en af de væsentligste faktorer bag den øgede arbejdsløshed og inflation i de vestlige økonomier i 1980'erne. De højere priser kom i første omgang til at betyde en faldende efterspørgsel som følge af konjunkturtilbageslaget i den industrialiserede verden og på længere sigt omlægninger og investeringer, som skulle medføre en mindre afhængighed af olien fra Mellemøsten.
Blandt disse ændringer var brug af kul og naturgas i kraftværker og i industrien, bygning af nye kernekraftværker og omfattende energisparekampagner, der opfordrede til bedre isolering af boliger, anvendelse af apparater og transportmidler, som udnytter energien bedre, og udnyttelse af spildvarme. Resultatet af disse foranstaltninger har været, at verdens olieforbrug kun er steget svagt efter 1972.
Der er desuden foretaget store investeringer i olieudvinding uden for den arabiske verden for at udvikle ny teknik, der skulle gøre det muligt at udnytte svært tilgængelige resurser på en rentabel måde. Størst betydning har det haft, at man er blevet i stand til at udvinde olie i områder med betydelige havdybder og urolige vejrforhold. Det har bl.a. gjort det muligt at udnytte oliefelterne under Nordsøen og har ført til, at Norge er blevet en stor olieproducent, samt at produktionen er fordelt på langt flere lande end tidligere.
Resultatet af disse omlægninger og investeringer har været, at der igen har været rigeligt med olie, selv under Golfkrigen 1990-91, hvor irakisk og kuwaitisk olie forsvandt fra verdensmarkedet. Prisen begyndte derfor at falde igen fra først i 1980'erne og nåede så lavt som ca. 12 dollar pr. tønde i 1986. I en periode på 10 år holdt prisen sig nogenlunde stabil mellem 15 og 20 dollar pr. tønde, dog med en pris ned til 10 dollar pr. tønde i 1997. Siden da er olieprisen steget kraftigt og nåede fx i 2006 75 dollar pr. tønde. Tages der højde for inflationen, er prisen dog ikke over den tidligere højeste pris, som man oplevede i 1980.
De store omvæltninger på oliemarkedet har også ændret virksomhedsstrukturen i oliebranchen. Nogle af de store selskaber har lidt tab ved nationaliseringer, og flere producentlande har oprettet egne distributionsselskaber samt anvendt deres store olieindtægter til at købe sig ind i vestlige selskaber. Kuwait overtog i 1975 Kuwait Oil Company (se Kuwait Petroleum) og opbyggede derefter et verdensomspændende distributionsnet, mens Saudi-Arabien i 1974 overtog majoriteten i Aramco og i 1988 en stor del af Texacos raffinaderier i USA.
I Norge oprettedes i 1972 det statsejede Statoil, og industrikoncernen Norsk Hydro oprettede sit eget olieselskab. Blandt de syv søstre er der sket ændringer ved, at Texaco i 1984 købte Getty Oil, mens Gulf samme år blev solgt til Chevron. I 1998 fusionerede BP med Amoco, og i 1999 fusionerede Exxon Corporation og Mobil Corporation, som derved blev verdens største olieselskab med Royal Dutch/Shell som det næststørste.
Læs mere om olie.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.