Oldpersisk er et iransk sprog, der blev talt i Perserriget ca. 550-ca. 300 f.v.t. Oldpersisk er forløberen for middelpersisk og nypersisk, herunder moderne persisk, hovedsproget i nutidens Iran.

Overlevering

Oldpersisk er overleveret gennem de achaimenidiske kongers klippeindskrifter fra 540 til 325 f.v.t. De er skrevet med en alfabetisk kileskrift. Den vigtigste indskrift er Dareios 1.s Bisotun-indskrift, der malende fortæller, hvordan storkongen i løbet af et enkelt år bragte orden i sit kaotiske imperium, ikke blot skildret med tørre tal, men også med en hel del livsvisdom og et delvist udfoldet verdenssyn. Dareiosindskrifter kendes også fra steder i det gamle Iran som Persepolis, Susa og Hamadan.

Dareios' efterfølgere fulgte hans praksis med at efterlade sig klippeindskrifter: Artaxerxes 1., Dareios 2., Artaxerxes 2. og 3. samt Xerxes især med Daivaindskriften fra Persepolis mod de falske guder, daivaerne, og alt andet fordærvvoldende; takken for hjælp og velsignelse rettes til den gode gud i zarathustrismen Ahura Mazda, "som skabte mennesket, som skabte lyksaligheden for mennesket".

Skriftsystem

Den oldpersiske kileskrift bliver brugt anderledes end den kileskrift, som blev anvendt til sprogene i oldtidens Mellemøsten og Lilleasien som sumerisk, akkadisk og hittitisk. Mellem kileskrifttegnene anvendes nogle få ideogrammer. En af pionererne inden for tydningen af den oldpersiske kileskrift var den danske sprogforsker Rasmus Rask.

Lydhistorie

Et karakteristisk træk ved oldpersisk er udviklingen af de indoiranske stemte palatale lukkelyde til d- over for z- i avestisk og mange af de andre iranske sprog, fx dasta 'hånd' over for avestisk zasta og sanskrit hasta, hvor sidstnævnte har bevaret aspirationen.

Sprogstruktur

Det komplicerede kasussystem i oldpersisk omfatter foruden nominativ, akkusativ og genitiv også ablativ, lokativ, vokativ og instrumentalis. Bøjningens stammer varierer mellem vokal- og konsonantstammer. Også verbalbøjningen bevarer en række gamle komplekse træk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig