offentlighed

Offentlighed, i bred forstand dels alle borgere i et land eller et samfund og da oftest i bestemt form, offentligheden, dels tilgængelighed eller åbenhed for alle, herunder bl.a. borgeres ret til at blive gjort bekendt med dokumenter, der indgår i myndighedernes sagsbehandling (offentlighed i forvaltningen), og til at overvære retsmøder (offentlighed i retsplejen).

Som samfundsvidenskabeligt fagudtryk betegner offentlighed eller borgerlig offentlighed en social og kulturel sammenhæng, hvori borgere i et borgerligt liberalt samfund udveksler idéer, vurderinger og kritik vedrørende fælles anliggender.

Offentlighed forudsætter, at mange mennesker har reel mulighed for indbyrdes kommunikation, dvs. adgang til fx forsamlingshuse, aviser og elektroniske medier. Gennem offentlig debat kan borgerne ideelt set udvikle fælles forståelser, som kan præge de politiske beslutninger.

Offentligheden er ikke en del af staten; den er et selvstændigt forum, et abstrakt rum, hvor den statslige politik kan underkastes kritisk vurdering. Gennem deltagelse i offentligheden udvikles ideelt set også borgernes politiske dømmekraft.

Offentlighedens rolle i demokratiske samfund er bl.a. belyst af filosofferne John Dewey og Jürgen Habermas. Den offentlige kommunikation i postmodernismens samfund (se postmodernisme) er omfattende og intensiv, men præget af bl.a. løsrevne informationer, massemedier og massekommunikation; forhold, som Jürgen Habermas i 1962 forudså ville afløse idéen om frie diskuterende individer.

Offentlighed i forvaltningen

I Danmark har borgerne ret til hos stat og kommune at blive gjort bekendt med indholdet af de dokumenter, der indgår i myndighedernes sagsbehandling. Reglerne om offentlighed (aktindsigt) findes i Lov om offentlighed i forvaltningen. Den almindelige adgang til de nævnte dokumenter blev gennemført i 1971 ... Læs mere om offentlighed i forvaltningen.

Offentlighed i retsplejen

er et grundlæggende princip, der er foreskrevet i Grundloven § 65 og i Menneskerettighedskonventionen ... Læs mere om offentlighed i retsplejen.

Se også det offentlige - privat/offentlig sfære.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig