offentlige - privat/offentlig sfære

Offentlige - privat/offentlig sfære, I europæisk idéhistorie er dette en centralt placeret modstilling, som især er forbundet med liberalismen. Modstillingens kategorier er af græsk oprindelse, overleveret i romersk udformning. Betydningen af ordet privat (lat. privatus 'tilbagetrukket fra det offentlige liv') sås som noget negativt; den antikke verden havde en positiv vurdering af individets deltagelse i det offentlige.

I den græske bystat var den offentlige sfære, politeia, det centrale, torvet, hvor de frie borgere mødtes og samtalede om vigtige anliggender. Den private sfære var husholdet, oikos, grundlaget for produktion og reproduktion; den betragtedes som et nødvendigt onde og som forgængelig.

Det offentlige liv hævede sig op over dette som et frihedens og bestandighedens rige til alles bedste. Der var dog forståelse for, at folk privat kunne udfolde sig efter deres eget forgodtbefindende inden for visse rammer.

Den grundlæggende opfattelse var imidlertid, at individuelle dyder var medborgerens dyder. Opdelingen afspejlede sig også i gudeverdenen, såvel i den græske som i den romerske, med to sæt guder: nogle for den offentlige kult, andre for hjemmet. Hos stoikerne voksede der dog tanker frem om, at det personlige indre liv og dermed det private var af afgørende betydning. Disse idéer blev optaget i middelalderens naturretstænkning.

Den græske offentlighedsmodel har siden renæssancen og navnlig siden 1700-t. haft en stærk, normativ kraft (se demokrati), mens det romerske bidrag til distinktionen primært ligger på det retslige område med begreberne offentlig ret (jus publicum) og privatret (jus privatum).

Dette skulle senere få stor betydning, men med den stigende feudalisering af det romerske samfund og videre af det middelalderlige blev romerrettens modsætning mellem publicus og privatus uden relevans. Derfor fandtes ordet privat ikke på tysk førend i midten af 1500-t., samtidig med at begrebet dukkede op på fransk og engelsk; det stod da for en person uden offentligt embede.

I middelalderen var den afgørende modstilling ikke privat/offentlig, men "den jordiske stad/Guds stad", inspireret af Augustin. Få tænkere turde placere religionen i enten den offentlige eller den private sfære. Med Reformationen blev religion for en kort periode i England og dele af Tyskland et offentligt anliggende; offentlig overholdelse af statsreligionen blev et spørgsmål om politisk loyalitet. Men gradvis udviklede der sig en forståelse for en privatisering af religion.

På grundlag af naturretstænkningen, som havde fået et opsving under renæssancen, og ud fra dens tanker om samfundskontrakt og naturlige rettigheder, udfordrede den begyndende liberalisme med Thomas Hobbes og John Locke i spidsen de despotiske monarkers krav om at få deres magt legitimeret som givet af Gud; liberalismen ville begrænse statens magt og definere en helt privat sfære uden for statens rækkevidde.

Målet med dette projekt var at befri civilsamfundet (det personlige liv, familien og produktionsvirksomhed) fra politisk indblanding og samtidig afgrænse statens autoritet.

Gradvis blev liberalismen forbundet med den doktrin, at borgerne frit skulle kunne følge deres egne præferencer i religiøse, økonomiske og politiske anliggender, ja i alt, hvad det daglige liv angik. Parallelt med fremkomsten af privatbegrebet udviklede der sig beslægtede begreber som individ/individualitet og person/personlighed.

Liberalismen blev siden hen kritiseret for at anskue politik som en separat sfære, adskilt fra økonomi, kultur og familieliv; noget sådant kunne medføre, at fx det økonomiske livs udformning eller vold i hjemmet mod gifte kvinder (voldtægt) ville blive betragtet som hørende under retten til indgåelse af frie private kontrakter i civilsamfundet og ikke som offentlige spørgsmål eller politiske problemer for staten.

Fra sidste del af 1800-t. har samfundsudviklingen bl.a. som følge af ideologisk kritik og deraf følgende reformer ledt til indskrænkninger i den private sfære i vestlige demokratier; fx i form af modificeringer i ejendomsretten samt det offentliges stærke tilstedeværelse i det økonomiske liv (også i form af mange blandingsformer af privat/offentlig virksomhed).

Den ideologiske kritik af den klassiske liberale opfattelse af privatsfæren kom såvel fra liberal/konservativ som fra socialistisk side med den marxistiske opfattelse som den mest radikale. Karl Marx og Friedrich Engels og mange marxister efter dem forkastede fuldstændig muligheden for en distinktion mellem det offentlige og det private. De mente ikke, at der eksisterede noget privat i den forstand, at det ikke skulle være socialt betinget og ikke have indflydelse på andre i samfundet.

I praksis gjorde kommunistisk styrede stater især efter 1950'erne visse indrømmelser til private sider af samfundslivet. Den internationale marxistisk-socialistiske debat har klart afspejlet en øget villighed til at skelne mellem offentlige/kollektive og private/individuelle interesser.

En vedholdende kritik af den liberale privatsfæreopfattelse er også kommet fra feministisk side, tidligt fx fra den britiske forfatter Mary Wollstonecraft Godwin. En central indvending gennem årene har været, at kvinder ikke tillades en offentlig rolle/karriere ("offentlige mænd, private kvinder", som et af slagordene lød).

1900-t. har medført nye problemer mht. opretholdelsen af privatsfæren. I USA oplevedes i 1930'erne en kritik af den voksende indblanding fra en række store erhvervsvirksomheders side i de ansattes privatliv (bl.a. moralsk og politisk), hvilket man betragtede som et angreb på individets autonomi og integritet.

Siden 1950'erne er der rejst kritik fra såvel det offentliges som erhvervslivets side mod den omfattende indsamling og registrering af persondata, som man frygter kan blive misbrugt. Ligeledes har det vakt bekymring, at mere eller mindre velfunderet viden om politikeres privatliv inddrages i den offentlige debat for at skade deres politiske karriere.

I den vestlige verden diskuteres mere og mere, hvorledes man kan gøre mere for at beskytte intimsfæren, et begreb, som nu ofte anvendes i stedet for privatsfæren.