Odeion, (gr., af ode), odeon, bygning til koncerter og musikkonkurrencer i antikkens Grækenland. Bygningstypen er med sine siddepladser på tre sider eller i halvcirkelform beslægtet med buleuterion. Mest berømt var Perikles' odeion på sydsiden af Akropolis i Athen (ca. 440 f.Kr.). I nærheden er bevaret Herodes Atticus' odeion fra ca. 160 e.Kr. med plads til 5000 tilhørere; det anvendes stadig til teaterforestillinger.