Oceanografi, videnskab, der udforsker verdenshavet. Oceanografien omfatter en række tæt sammenknyttede discipliner, der opdeles i fysisk, kemisk, geologisk og biologisk oceanografi (se også hav - havforskning).

Faktaboks

Etymologi
Ordet oceanografi kommer af ocean og -grafi, dvs. 'beskrivelse af oceanerne'.

Fra hovedsagelig at have koncentreret sig om kortlægning af havets fysiske grænser, først kystlinjerne, senere dybdeforholdene, med henblik på opdagelse af nye handelsmuligheder har oceanografien siden midten af 1800-t. udviklet sig til en videnskab, der udforsker temperatur- og saltholdighedsforhold, havstrømme, dyreliv mv. En forståelse af havets cirkulation, optagelse af kuldioxid, de biologiske processer forbundet hermed og havbundens geologiske opbygning giver afgørende information om Jordens klima og er centrale forskningsfelter inden for oceanografien. Efter 2. Verdenskrig er havforskningen øget stærkt i takt med den stigende udnyttelse af havets og havbundens resurser.

Danske havforskere har spillet en fremtrædende rolle i udviklingen af den moderne oceanografi, og det var derfor naturligt at placere hovedsædet for Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) i København, da organisationen blev oprettet i 1902.

Den teknologiske udvikling har medført, at der i 1990'erne blev udviklet en ny disciplin inden for oceanografien, nemlig operationel oceanografi, som via måle- og kommunikationsteknologi har til formål at indsamle information om havenes øjeblikkelige tilstand. Via computermodeller udarbejdes prognoser for, hvorledes forholdene vil udvikle sig de kommende døgn (analogt med meteorologiens vejrudsigter).

Operationel oceanografi

Operationel oceanografi er den rutinemæssige indsamling, fortolkning og formidling af målinger i havet og i atmosfæren herover. Formålet er at give pålidelig beskrivelse af havets øjeblikkelige tilstand, herunder data om havets levende resurser. Herudfra gives der prognoser for udviklingen i havets tilstand. Hertil kommer et ønske om at opbygge en marin database, der gennem tidsserier kan beskrive tendenser og forandringer i klimaudviklingen, bl.a. konsekvenserne for livsbetingelserne i, på og omkring oceanerne.

Modeller

Havudsigter svarer på mange måder til vejrudsigter. Kernen er et sæt af fysiske ligninger, der beskriver, hvordan en bestemt tilstand for havet ændrer sig time for time under givne ydre kræfter. Der er normalt tale om ganske få (5-10) ligninger; løsningen af ligningerne foregår ved, at man deler de pågældende havområder op i et beregningsnet med et stort antal punkter, der ligger få kilometer fra hverandre. Herefter løses ligningerne i hvert enkelt punkt.

Det vigtige input til havmodeller kommer fra vejrmodeller, idet det primært er vejret, der bestemmer ændringerne i havets tilstand. Man bruger vejrmodellernes output til at beregne atmosfærens påvirkning af havet. Det er som regel vind, lufttryk, lufttemperatur og skydække. Herved kan man beregne havstrømme og vandstandsændringer. Mere avancerede modeller tager også hensyn til overførslen af varmeenergi (solindstråling), nedbør, fordampning mv., så man desuden kan forudsige havtemperatur og saltholdighed. På denne baggrund kan man modellere fx algeopblomstring og iltsvind.

Mens strøm, vandstand, temperatur og saltholdighed hænger uløseligt sammen, udgør bølger, skabt af vinden, et specielt problem, som har sit eget ligningssæt. Forudsigelse af vindbølger er derfor en opgave, som man løser ved brug af en selvstændig bølgemodel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig