Obsidian. Håndstykke af obsidian, der viser den karakteristiske sorte farve, det muslede brud og refleksioner pga. bjergartens glasglans. Stykket er ca. 10 cm bredt.

.

Obsidian, vulkansk glas oftest af rhyolitisk sammensætning og karakteriseret ved sort farve, glasglans og muslet brud. Obsidian har til forskel fra begsten et lavt vandindhold og er ofte helt homogen, men ved begyndende krystallisation, devitrifikation, dannes kugleformede legemer af nåleformede krystaller, sfærulitter, der stråler ud i alle retninger fra et fælles centrum. Obsidian bruges i dag hovedsagelig til smykker og kunstgenstande.

Faktaboks

Etymologi
Ordet obsidian kommer af latin obsidianus, fejlagtig læsning af (lapis) opsianus, if. Plinius d.æ. efter en person Opsius, der skal have opdaget bjergarten.

Historie

Af obsidian fremstilledes i forhistorisk tid redskaber med samme teknik som den, der anvendtes ved tildannelse af flintredskaber. Herved kunne der fx frembringes meget skarpe flækker. I Anatolien brugtes obsidian i de tidlige bondesamfund, bl.a. i Catal Hüyük (ca. 6850-6300 f.Kr.), til spydspidser og polerede spejle. Materialet var højt værdsat i Middelhavsområdet, hvorfra det fra ca. 6000 f.Kr. blev spredt over store afstande. I Grækenland forblev obsidian i brug langt ind i bronzealderen. Redskaber af obsidian kendes også fra Indonesien, Filippinerne, New Zealand og Oceanien samt fra Det Amerikanske Kontinent, hvor især mellemamerikanske fund af våben, smykker og spejle brillerer ved deres kunstfærdighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig